Skip to content

2690-14

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 43-årig kvinde, der i foråret 2012 havde fået indsat et implantat som erstatning for tanden -6. Ifølge journalen fra den 6. februar 2013 var kronen på implantatet løsnet. Kronen og abutmentet blev derfor afmonteret og i forbindelse hermed blev kronen samt abutmentet beskadiget, hvorefter de ikke kunne genanvendes. Der skulle derfor fremstilles et nyt abutment samt krone på implantatet regio -6.

Patienten søger derfor nu om erstatning for udgifterne hertil.

1. instans afgørelse:

I brev af 24. februar 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at behandlingen med krone på implantatet ved tanden -6 muligvis ikke har opfyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperiode og/eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper. Behandlingen kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1. Codan har i den forbindelse lagt vægt på, at forbindelsesdelen var løsnet fra implantat-søjlen. Denne komplikation skal oftest løses ved, at kronen bores igennem og en ny fremstilles.

Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten for den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 24. februar 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at implantatbehandling med krone regio -6 kan omgøres på samme betingelser som forud for den oprindelige behandling. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af forsikringen. Det forhold, at behandlingen ikke har været udført bedst muligt, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

For så vidt angår spørgsmålet om eventuel tilbagebetaling af honorar skal nævnet henvise til Codans afgørelse samt vedlagte brochure ”Hvis noget går galt – klager over tandbehandling”.