Skip to content

2703-14

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling

Beskrivelse:

Tandbehandling og erosioner. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Tandbehandling og erosioner. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 20-årig mand, der har modtaget tandpleje hos den kommunale tandpleje fra 1995 til det fyldte 18. år i december 2011. I november 2006 blev der for første gang observeret erosioner, og patienten blev informeret om årsagen samt fik udført forebyggende behandling. Den 14. marts 2008 blev patienten medinddraget omkring erosionerne, og patienten blev efterfølgende løbende orienteret om erosionerne, senest ved sidste besøg den 29. november 2011. Den 10. marts 2010 blev der udlevet en bidskinne til forebyggelse af yderligere slid og tænderskæren. Siden 2. februar 2012 har patienten gået til behandling hos anden tandlæge, hvor der den 8. august 2013 blev registreret erosion og slid på fortænderne i overkæben. 

1. instans afgørelse:

I brev af 6. marts 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at der ifølge journalen fra november 2006 registreres om erosion for første gang. Patienten blev informeret om, at dette skyldes syreskader. I øvrigt fremgår det, at patienten og hans forældre løbende har fået grundig instruktion og orientering om prognose for tænderne, når de udsættes for syreskade. Seneste orientering fik patienten lige inden det fyldte 18 år, hvor patienten fik lavet gipsmodeller af tænderne. I marts 2010 fik patienten udleveret en bidskinne for at forebygge yderligere tab af tandsubstans, som blev kontrolleret ved sidste besøg i november 2011.

Codan fandt herefter, at der er udført bedst muligt forebyggende behandling.

Codan fandt ligeledes, at det forhold, at tænderne i over- og underkæben nu er behandlingskrævende, skyldes syreskaderne. Der foreligger derfor ikke en skade omfattet af loven.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 6. marts 2014 med den af Codan anførte begrundelse. 

Nævnet finder ligesom Codan, at der er udført bedst muligt forebyggende behandling under de givne omstændigheder. Det forhold, at tænderne i over- og underkæben nu er behandlingskrævende, skyldes syreskaderne og ikke den udførte tandbehandling eller mangel på samme.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.