Skip to content

2537-13

Skadetype: Bidfunktionsgener - Reduceret gabeevner og smerter
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Kronebehandling med efterfølgende smerter til følge. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Kronebehandling med efterfølgende smerter til følge. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 51-årig mand, der den 26. marts 2010 fik taget aftryk til krone på tanden 6-, som blev cementeret den 9. april 2010. Da kronen var for høj, blev den af flere omgange justeret i sammenbiddet uden den ønskede effekt. Patienten fik smerter ved tanden samt blev øm ved tyggemuskler og kæbeled. På grund af uenighed klagede patienten over kronearbejdet, og klagesystemet fandt, at der skulle ske tilbagebetaling for den udførte kronebehandling.

Patienten søger nu om godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 16. september 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at kronebehandlingen muligvis ikke har opfyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperiode og/ eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, men behandlingen kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1.

På baggrund af de foreliggende oplysninger fandt Codan derfor ikke, at der er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Codans afgørelse af 16. september 2013, som anført nedenfor. 

Nævnet finder det overvejende sandsynligt, at patientens smerter i venstre kæbeled er en følge af en for høj og meget øm tandkrone 6-. Der kan derfor tilkendes erstatning for udgifterne til behandling af kæbeleds- og muskelsmerter. Behandlingsoverslag skal derfor fremsendes til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.

Ved sagens tilbagesendelse anmodes Codan om at træffe afgørelse i 1. instans om, hvorvidt der på grundlag af nævnets afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade, er grundlag for at yde erstatning udover udgifterne til behandling af kæbeleds- og muskelsmerter.