Skip to content

2638-14

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet

Beskrivelse:

Alm. tandbehandling og erosioner, slid m.m. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Alm. tandbehandling og erosioner, slid m.m. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 33-årig mand, der har konsulteret tandlægen regelmæssigt for undersøgelse og behandling siden 1999. Ifølge journalen fra den 16. marts 2009 havde patienten oplyst, at han drak meget cola. Patienten blev derfor an-befalet at ophøre hermed på grund af syreskader generelt. Den 11. oktober 2011 blev det noteret i journalen, at der var alvorlige syreskader stammende fra et stort colaforbrug, og at dette burde stoppe. Endvidere blev det noteret, at patienten ikke mente, at han skar tænder. Patienten henvendte sig hos anden tandlæge den 14. oktober 2011 for en vurdering af syreskaders omfang. Der blev konstateret begyndende cariesangreb, der krævede observation, erosioner og slid. Ifølge journalen blev årsager til syreskader drøftet, herunder eventuelt for meget mavesyre. Desuden blev det noteret, at krone-behandlinger kunne blive nødvendige, men at de ikke var indicerede for nærværende. I journalen fra den 27. oktober 2011 fra den behandlende tandlæge er det noteret, at patienten ønskede at skifte tandlæge, da han var utilfreds, fordi anden tandlæge havde fundet behov for bidskinne og eventuelt kronebehandlinger på grund af tandslid. Tandlægen var ikke enig i behovet for kronebehandling, og at der ikke var tydelige slidfacetter eller andre tegn på voldsom tænderskæren, der kunne begrunde behov for bidskinne. Det blev vurderet, at erosionerne var syreskader. Den 12. december 2012 konsulterede patienten en tredje tandlæge, der konstaterede slid, erosioner og tænder-skæren samt fortykkelse af kindens tyggemuskler. Ifølge journalen oplyste patienten, at han tidligere havde haft et stort forbrug af cola, men nu sjældent nød cola eller syrlige drikke, da det gav symptomer i form af ømhed i tænderne bagefter. Patienten mente ikke selv, at han skar tænder, men to tandlæger havde tidligere fundet tænderskæren. Det blev konkluderet, at sliddet skyldes erosioner og tænderskæren, og at sliddet burde standses ved anvendelse af bidskinne om natten. Sliddet fandtes ikke så udtalt, at kronebehandling var nødvendig. Den 3. januar 2013 blev der foreslået pålægning af plast med bidhævning for at mindske patientens symptomer og give bedre æstetisk resultat. Patienten vil derved kunne undgå bidskinne og irreversible indgreb på tænderne ved kronebehandlinger. Den 6. februar 2013 blev der indledt behandling med registreringer og modeller, der blev sendt til vurdering hos en tekniker. Ifølge journalen fra den 20. februar 2013 mente teknikeren, at der skulle laves kroner i overkæbefronten, da der ellers skulle pålægges meget plast. Den 28. februar 2013 blev voksfremstilling af det forventelige resultat udleveret til patientens overvejelse.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til udbedring af skaden samt godtgørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. oktober 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at journalen vidner om erosioner, slid og fund af generelle syreskader i overkæben, og at der i den forbindelse er foretaget drøftelser om mad og drikke. Patienten har hertil oplyst, at han i en længere periode har drukket meget cola

Codan fandt derfor, at patienten behandlingsbehov ikke er en følge af manglende rådgivning eller behandling. Behandlingsbehovet er således en følge af den svækkelse og udtrætning, der er sket af tænderne på grund af den oprindelige nødvendige behandling af patientens grundlidelse og egne forhold i form af slid og erosioner, herunder stort colaforbrug.

Codan fandt videre, at der ikke hidtil har været relevante behandlingsmuligheder af de nævnte forhold, og efterlevelse af relevant rådgivning har ikke resulteret i, at den negative udvikling er stoppet. Den foretagne behandling og rådgivning vurderes derfor ikke at have haft afgørende betydning for skadens opståen.

Codan fandt derfor, at patientens grundlidelse samt egne forhold i form af slid og erosioner og eventuel tænderskæren er årsag til hans behandlingsbehov.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 21. oktober 2013 med den af Codan anførte begrundelse. 

Nævnet finder det ikke overvejende sandsynligt, at der er sket en skade som følge af manglende rådgivning og behandling.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.