Skip to content

2645-14

Skadetype: Skade på krone - Tab af kronesubstans
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Tandbevarende behandling - Bro

Beskrivelse:

Brobehandling med efterfølgende caries og tab af tand og bro til følge. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Brobehandling med efterfølgende caries og tab af tand og bro til følge. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 59-årig kvinde, der den 29. maj 1997 konsulterede tandlægen på grund af periodiske symptomer fra tanden 6+, efter tanden blev rodbe-handlet ca. 3 år tidligere. Rodfyldningen blev vurderet på røntgen som værende suffi-cient, og det blev noteret, at der for nylig havde været megen ømhed. Desuden blev der ordineret penicillin. Den 10. august 1998 blev der konstateret fraktur af tanden 6+. Ifølge journalen fra den 11. september 1998 var patienten blevet opereret i højre kæbehule med udskrabning af store mængder betændelsessekret af en øre-næse-halslæge. Tanden blev samme dag fjernet på grund af rodfraktur. Den 28. juli 1999 blev der cementeret en bro fra tanden 7+ til 5+, og den 24. februar 2003 blev broen recementeret. Den 29. marts 2004 blev broen atter recementeret efter rensning for en del sekundær caries. I perioden fra 7. marts 2005 til december 2008 var patienten regelmæssig til undersøgelse med anvendelse af bite wings, uden at der noteres forhold vedrørende broen eller om gener fra højre side af overkæben. Den 2. marts 2009 konsulterede patienten tandlægen på grund af stærke smerter i højre side af overkæben, opstået under ferie ugen forinden. Det blev konstateret, at tanden 7+ var øm for lette slag. Den foreløbige diagnose var kæbehule-betændelse, hvorfor der skulle observeres. Den 27. maj 2009 var der stadig gener med ømhed ved belastning. Ømheden blev øget op ad dagen, og broen blev derfor aflastet i biddet. Ved undersøgelserne den 2. juli 2009, den 4. januar, den 5. juli 2010 og den 14. marts 2011 blev der ikke noteret forhold vedrørende broen eller gener i højre side. Den 10. oktober 2011 blev røntgen af tanden 7+ beskrevet med intet at bemærke. Det blev noteret, at smerterne var aftagende, og at patienten ikke længere tog penicillin. Desuden blev der konstateret kronisk rodspidsbetændelse på tanden 5+. Den 9. november 2011 blev tandlægen konsulteret på grund af fraktur af tanden +6. Ifølge journalen var der blevet foretaget fjernelse af polyp i højre kæbehule samt rodresektion af tænderne 7+ og 5+ under en operation på sygehus. Den 21. december 2011 blev det noteret af anden tandlæge, at der var foretaget rodresektion i højre side af tanden +7 på grund af gentagne kæbehulebetændelser. Den 15. februar 2012 blev røntgen af tænderne 7+ til 5+ beskrev-et med intet at bemærke. Der blev dog konstateret et hul i kronen på tyggefladen på tanden 7+. Den 17. februar 2012 blev der konstateret caries til rodsoklen på tanden 7+. Der blev indsat bro på tanden 5+ og 4+ med ekstensionsled regio 6+. Den 24. februar 2012 blev tanden 7+ trukket ud, og den 11. maj 2012 blev der konstateret en fistel ved tanden 5+. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden. Den 22. maj 2012 var tanden 5+ symptomfri, og rodkanalen blev skyllet. Den 13. august 2012 var der atter en fistel ved tanden 5+. Mulighederne for implantatbehandling blev besluttet undersøgt ved henvisning til anden tandlæge.

Patienten søger nu om erstatning for betaling for ikke opgjort tandbehandling samt erstatning for genoprettelse af manglende tænder i højre side samt erstatning for følgeskader, herunder operation samt kommende behandlinger med kroner.

1. instans afgørelse:

 

I brev af 1. november 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt ud fra alle røntgenbilleder, der viser knogleadskillelse mellem kæbehulen og betændelsesprocesserne på tandrødderne, at tandforholdene ikke er årsag til kæbehulebetændelsen, men at kæbehulebetændelsen er en følge af patientens grundlidelse: recidiverende sinuit. Kæbehulebetændelsen og følgerne heraf er dermed ikke en følge af den udførte behandling, og patienten er ikke berettiget til erstatning herfor.

Codan fandt videre, at tabet af tanden 7+ er en følge af caries forårsaget af gennemslid på 14 år gammel bro. Tabet af tanden 7+ er således en følge af almindelig brug.

Codan fandt desuden, at det forhold, at der efter fremstilling af ny bro opstod betændelse ved tanden 5+ ikke er en følge af den oprindelige behandling. Hvis patienten ønsker stillingtagen til forhold vedrørende tanden 5+, skal dette vurderes i en ny sag.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Codans afgørelse af 1. november 2013, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at røntgenbilleder fra 3. juni 2008, 2. marts 2009 og 12. september 2014 viser en bro med en krone på tanden 7+ uden tilstrækkelig kanttilpasning, ligesom broen efter recementering ikke ses at være på plads på 5+. Det findes overvejende sandsynligt, at dette er årsagen til, at der opstår caries i tanden 7+, og at tanden efterfølgende mistes og dermed tillige broen.

Som følge af den mistede tand 7+ og bro blev der fremstillet en ekstentionsbro med bropille 5+, som herefter med overvejende sandsynlighed frakturerede som følge af denne brokonstruktion. Tabet af tanden 5+ findes derfor at være en direkte følge af den oprindelige skade. 

Nævnet finder derfor, at der kan tilkendes erstatning for tab af tænderne 7+ og 5+. Behandlingsoverslag vedrørende disse tænder skal derfor fremsendes til Codan med henblik på vurdering og godkendelse, før behandlingen påbegyndes.