2602-13
| Skadetype: | Manglende diagnostik - Caries |
| Afgørelsetype: | Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1. |
| Ankenævnsafgørelsen: | Afgørelsen ændret og hjemvist |
| Behandling: | Mangelfuld diagnostik - Caries |
Beskrivelse:Forsinket diagnostik og behandling af caries og parodontose. TSAN tiltrådte Codans afgørelse for så vidt angår tænderne i overmunden, men hjemviste tillige sagen med henblik på stillingtagen til tænderne i undermunden. |
|
| Forsinket diagnostik og behandling af caries og parodontose. TSAN tiltrådte Codans afgørelse for så vidt angår tænderne i overmunden, men hjemviste tillige sagen med henblik på stillingtagen til tænderne i undermunden. | |
Hændelsesforløb:Sagen drejer sig om en nu 60-årig kvinde, der regelmæssigt har gået til undersøgelse hos tandlægen i perioden fra 1976 til 2012. I denne periode er der udført klinisk undersøgelse, almindelige tandrensninger samt almindelige og udvidede parodontalbehandlinger med tandrodsrensninger. Ifølge journalen udviklede flere molarer tab af støtteknogle, og der blev derfor behandles med tandrodsrensninger og laser. Ifølge journalen er de store kindtænder af flere omgange anbefalet fjernet på grund af paradentosen, men det ønskede patienten ikke, ligesom patienten heller ikke ønskede en behandling med fjernelse af kindtænderne i overkæben og fremstilling af en aftagelig protese. Tanden +5 er i flere omgange behandlet med tandrodsrensninger, men tabet af støtteknogle fortsatte. Tanden +5 blev derfor i marts 2011 anbefalet fjernet sammen med de øvrige svækkede kindtænder. Dette ønskede patienten imidlertid ikke, hvorfor tanden +5 blev rodbehandlet og opbygget med en plastisk fyldning i april 2011. Patienten søger derfor nu om erstatning for udgifterne til genopbygning af tandsættet. |
|
1. instans afgørelse:I brev af 25. september 2013 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1, og § 20, stk. 1, nr. 1. Codan fandt, at tandlægens manglende diagnostik og behandling har medført, at patienten har udviklet et behov for mere omfattende behandling, end hvis behandling var iværksat tidligere. Codan fandt i den forbindelse, at bedst mulig behandling havde indebåret en tidligere diagnostik og behandling af såvel caries i og parodontose omkring tanden +1. Codan fandt videre, at patientens behov for parodontalkirurgi skyldes manglende parodontal behandling i perioden 2007 – 2012. Codan fandt endvidere, at tabet af tænderne 7+,6+,+5,+6 og +7 er en følge af den svækkelse og udtrætning, der er sket af tænderne på grund af patientens oprindelige grundlidelse parodontose. Tabet af tænderne skyldes derfor ikke den udførte eller eventuelt manglende behandling af paradentose. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning for disse tænder. Codan fandt herefter, at patienten er berettiget til erstatning for rimelige udgifter i forbindelse med den skadesudbedrende behandling af tabet af tanden +1 i form af en ætsbro. Patienten er endvidere berettiget til erstatning for rimelige udgifter i forbindelse med den skadesudbedrende behandling af parodontose. Der skal dog efter sædvanlig praksis ske et fradrag i erstatningen svarende til de udgifter, patienten har sparet til paradentosebehandlinger gennem årene, da disse behandling under alle omstændigheder ville have været nødvendige på længere sigt og derfor skyldes grundlidelsen og ikke den udførte behandling. Fradraget opgøres til i alt. 2.500 kr. Codan godkendte herefter delvist en regning og afviste umiddelbart udgifterne til implantatbehandling, da det ikke fremgår hvilken tand, det drejer sig om. Desuden er patienten ikke berettiget til erstatning for fremtidige udgifter til vedligeholdende parodontosebehandling, da disse udgifter er en følge af grundlidelsen parodontose og ikke den påførte skade. |
|
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 25. september 2013 med den af Codan anførte begrundelse for så vidt angår tænderne i overmunden, men hjemviser sagen til Codan for så vidt angår tænderne i undermunden. Nævnet finder således - ligesom Codan - at det er overvejende sandsynligt, at tabet af tænderne 7+,6+,+5,+6 og +7 er en følge af den svækkelse og udtrætning, der er sket af tænderne på grund af patientens oprindelige grundlidelse parodontose. Tabet af tænderne skyldes derfor ikke den udførte behandling eller eventuelt manglende behandling af paradentose. Nævnet finder endvidere, at bedst mulig behandling havde indebåret en tidligere diagnostik og behandling af såvel caries i og parodontose omkring tanden +1, og at patientens behov for parodontal kirurgi er en følge af manglende parodontal behandling i perioden 2007 – 2012. I den forbindelse tiltrædes erstatningens størrelse og omfang. Nævnet finder, at sagen skal hjemvises til Codan med henblik på en vurdering af, om der eventuelt er sket en erstatningsberettigende skade for så vidt angår behandling af tænderne i underkæben. Der henvises til det indsendte anmeldelsesskema. |
|