Skip to content

2624-14

Skadetype: Skade på krone - Tab af kronesubstans
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Tandbevarende behandling - Bro

Beskrivelse:

Brobehandling med efterfølgende caries. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Brobehandling med efterfølgende caries. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 56-årig kvinde, der den 2. januar 2004 fik foretaget tilslibning til bro af tænderne 7- og 4-. Røntgen viste intet abnormt. Den 8. januar 2004 blev der taget aftryk til broen, og den 14. januar 2004 blev guldstellet til broen prøvet. Den 16. januar 2004 blev der påbrændt porcelæn, og broen blev cementeret midlertidigt. Den 11. februar 2004 blev sammenbiddet justeret, og den 6. april 2014 var tanden 7- følsom for koldt. Den 14. april 2004 blev broen afmonteret, da patienten følte tryk regio 5-. Broen blev igen afmonteret den 6. maj 2004, da patienten følte tryk regio 6-, hvorfor broens basis blev beslebet. Ifølge journalen fra den 8. juni 2004 var der bedring ved broen. Patienten følte dog hård belastning ved sidebid regio 6-, hvorfor der blev foretaget aflastning. Ved tanden 7- blev der foretaget en let justering i sammenbiddet og sidebid-det. Den 12. juni 2004 blev bidskinnen justeret, og den 28. juni 2004 blev broen taget ud i et aftryk, da den skulle underbrændes. Den 2. juli 2014 blev broen cementeret midler-tidigt. Ifølge journalen fra den 20. september 2004 skulle broen være cementeret midlertidigt i et halvt år. Den 17. februar 2005 blev broen cementeret permanent med plastcement. Den 15. februar 2007 blev sammenbiddet på bidskinnen justeret, og ifølge journalen havde patienten bidt hårdt. Den 3. august 2007 følte patienten, at broen var løs på tanden 4-, hvilket tandlægen imidlertid ikke kunne konstatere. Der var kuldefølsomhed og sammenbid samt sidebid blev kontrolleret. Desuden viste røntgenbilleder intet abnormt. Den 27. september 2007 var broen løs på tanden 4-, men den kunne ikke afmonteres. Den 5. oktober 2007 blev broen delt ved tanden 7-, og der blev foretaget rodbehandling af tanden 4-. Den 7. oktober 2007 blev der foretaget tilslibning til rodkanalforankret stiftopbygning i tanden 4-, og den 10. oktober 2007 blev stiftopbygningen cementeret fast i tanden 4-. Den 2. november 2007 blev der foretaget beslibning og taget aftryk til bro fra tanden 7- til tanden 4- til tanden 3-, som efterfølgende blev cementeret midlertidigt. Den 16. og 20. november 2007 blev sammenbiddet korrigeret på broankret regio 7-, og den 23. november 2007 blev broen cementeret fast. Brobehandlingen blev udført uden udgift for patienten. Den 18. november 2008 var patienten til undersøgelse hos tandlægen for sidste gang, hvor der i øvrigt ikke blev journaliseret forhold vedrørende broen regio 7- til 3-. Hos ny tandlæge den 16. april 2012 havde patienten smerter ved tænderne 4- og 3-, og røntgenbilleder gav mistanke om brud på roden af tanden 4-. Der blev foretaget aflastning af sammenbiddet med god effekt. Ifølge journalen fra den 23. april 2012 havde patienten haft smerter et par dage efter behandlingen den 16. april 2012, men der var nu ro. Endvidere fremgår det, at patienten anvendte bidskinne og havde gjort det i mange år. Den 6. juni 2012 henvendte patienten sig med murrende smerter, og røntgenbilleder viste rodspidsbetændelse på tanden 3-. Der blev derfor påbegyndt rodbehandling af tanden 3-. Den 23. juli 2012 var der opstået en tandbyld regio 4- og 3-. Der kunne ikke erkendes pusflod fra rodkanalen 3-, og tandbylden blev skåret op. Desuden blev der ordineret penicillin. Den 30. juli 2012 var hævelsen faldet, men det blev konstateret, at broen var løs på bropillerne ved tænderne 4- og 3. Det blev forsøgt at banke broen af uden held. Ifølge journalen ville patienten kontakte den behandlende tandlæge vedrørende garanti på brobehandlingen. Den 16. august 2012 blev der foretaget såvel rodbehandling gennem kronen samt kirurgisk rodbehandling af tanden 3-. Desuden blev kronen på tanden 7- delt fra broen og recementeret midlertidigt. Den 24. august 2012 blev der foretaget beslibning af tænderne 4- og 3-. Den 6. november 2012 havde patienten murren fra tanden 7-, men røntgenbilleder viste intet abnormt. Det blev i den forbindelse forsøgt at afmontere kronen men uden held. Den 18. januar 2013 blev der isat implantater regio 6- og 5-. 

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til genetablering af bidfunktionen, hvilket indebærer to implantater, to kroner og gruppeskift i Sygeforsikringen Danmark.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. oktober 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at brobehandlingen udført af den behandlende tandlæge er udført bedst muligt. Broankrene har haft et tæt ringgreb om tænderne, og klinisk foto dokumenterer, at broen har haft god vedhæftningsevne.

Codan fandt derfor, at der i 2007 var samme forudsætninger for omgørelse af brobehandlingen, som da den blev udført.

Codan fandt videre, at behovet for behandling af rodspidsbetændelse er en følge af den svækkelse og udtrætning, der er sket af tanden på grund af den oprindelige nødvendige behandling af grundlidelsen, da der i 10-12% af alle tænder, som bliver restaureret med krone/broer, opstår nervedød med rodspidsbetændelse til følge.

Codan fandt dermed ikke, at der er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1 og ændrer dermed Codans afgørelse af 14. oktober 2013. 

Nævnet finder, at røntgenbilleder og klinisk foto efter fjernelsen af broen viser, at tænderne 4,3- fremstår som rødder uden krone. Det findes overvejende sandsynligt, at årsagen hertil er caries som følge af løstsiddende broer og/eller utilstrækkelig tilpasning af kronerne på bropillerne. Der kan derfor tilkendes erstatning for udgifterne til rodbehandling af tanden 3-, rodstift med plastisk opbygning på 3-, MK-kroner 4,3-. Desuden implantater til tænderne 6,5-. Endelig erstatning til retrograd rodfyldning 3- , alt med tilhørende røntgenbilleder og bedøvelser. Behandlingsoverslag af 24. august 2012 kan godkendes med i alt 40.221,36 kr. Herfra skal trækkes tilskud fra Danmark, således at den endelige erstatning udgør 27.176,66 kr. Regning efter endt behandling skal fremsendes til Codan med henblik på udbetaling af erstatningen.