2631-14

Beskrivelse:

Forsinket diagnostik og behandling af paradentose. Fradrag i erstatningen. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

 Sagen drejer sig om en nu 44-årig mand, der regelmæssigt har konsulteret den behandlende tandlæge i perioden fra den 20. september 1987 til 26. oktober 2012. I denne perioder er der blevet foretaget undersøgelser, tandrensninger og konserverende behandling af huller med fyldninger. Desuden er der regelmæssigt foretaget optagelse af bite wings røntgenbilleder. I forbindelse med tandlægeskift i 2012 blev der den 11. januar 2013 foretaget måling af tandkødslommerne den 11. januar 2013, hvor det blev konstateret, at 17 ud af 28 tænder havde meget fordybede tandkødslommer på 5 mm eller derover. Desuden blev der fundet behov for restaurering med kroner på tænderne 6+6,7 og 6-6,7, mens tænderne 7+ og 4+ skulle restaureres med fyldninger i komposit plast.

Patienten søger nu om erstatning for ødelagte tænder og knogle.

1. instans afgørelse:

I brev af 4. november 2013 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at den manglende diagnostik og behandling med overvejende sandsynlighed har medført, at patienten har udviklet et relativt større fæstetab inden for en bestemt tid, end hvis behandling var iværksat, hvilket har medført behov for en mere intensiv parodontosebehandling.

Codan fandt i den forbindelse, at bedst mulig behandling havde indebåret måling af tandkødslommerne med regelmæssige intervaller. Hvis dette var blevet gjort, ville parodontosen have været diagnosticeret på et tidligere tidspunkt, og adækvat behandling havde kunnet være iværksat tids nok til at begrænse tabet af tændernes støttevæv og tandbærende knoglevæv.

Codan fandt dermed ikke, at der er foretaget rettidig diagnostik eller terapeutiske tiltag i overensstemmelse med den bedst mulige behandling under de givne omstændigheder.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter i forbindelse med den skadesudbedrende behandling af tab af tandbærende støttevæv i form af udvidet parodontosebehandling med tilhørende tandrodsrensninger.

Der skal dog efter sædvanlig praksis sket et fradrag i erstatningen svarende til patientens sparede udgifter til parodontosebehandling i en perioden på mindst to år, da det lægges til grund, at patienten fik parodontose i 2010. Fradraget kan opgøres til 1.000 kr. pr. år, i alt 2.000 kr.

Codan fandt videre, at røntgenbilleder optaget efter tandlægeskift og journaloptegnelser vedrørende klinisk undersøgelse dokumenteret, at tænderne 7,6,4+6,7 og 6-6,7 fremstår med fyldningskrævende caries.

I den forbindelse fandt Codan, at disse tænder kan restaureres tilfredsstillende med almindelig fyldningsterapi og/ eller kroner. Patientens behov for behandling af disse tænder er derfor ikke ændret eller forøget som følge af manglende diagnostik eller behandling, men er en følge af patientens grundlidelse caries. Patienten er således ikke berettiget til erstatning for behandling af disse tænder.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 4. november 2013 med den af Codan anførte begrundelse.

Fradraget for de sparede udgifter er begrundet i det behov for behandling, som patienten ville have haft, såfremt behandlingen af paradentosen var iværksat rettidigt. Patientforsikringen dækker alene udgifter, der er en følge af skaden og derfor ikke udgifter, som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder. Det tiltrædes desuden, at fradraget er fastsat til 1.000 kr. pr. år i 2 år, svarende til et fradrag på i alt 2.000 kr.

For så vidt angår den manglende behandling af caries findes behandlingen at svare til det oprindelige behandlingsbehov. Det forhold, at disse behandlinger ikke blev udført oprindeligt, har derfor ikke ændret behandlingsbehovet, og der er således alene tale om udskudt behandling.