Skip to content

2368-13

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 51-årig kvinde, der den 22. september 2006 fik isat et implantat i regio +2. Den 23. januar 2007 blev der cementeret en krone på implantatets forbindelsesdel. Den 16. maj 2008 blev der foretaget rodbehandling af tanden +1 på grund af betændelse. Samme dag blev det noteret, at kronen +2 synes at have løftet sig. Den 21. maj 2008 blev der igen udrenset ved +1, og den 29. maj 2008 blev tanden +1 rodfyldt. Det fremgår videre af journalen, at patienten har haft en hævelse op under øjet, og der blev derfor ordineret penicillin. Desuden blev det planlagt at foretage en undersøgelsesoperation af området +1,2. Den 11. juni 2008 blev der isat en rodstift i tanden +1. Den 27. juni 2008 oplyste patienten telefonisk, at hun havde fået foretaget en akut operation i området +1,2 på Tandlægeskolen. Af notatet herfra fremgår det, at der var blevet foretaget en rodspidsamputation med plombering af rodspidsen og en udskrabning af sårvæv omkring implantatkraven. Den 30. juni 2008 er det noteret i journalen, at patienten har fået foretaget en kirurgisk rodbehandling af tanden +1 på Panum Instituttet. Det oplyses i den forbindelse, at der var konstateret lidt betændelse omkring implantatkraven, og det blev overvejet at afmontere MK-kronen +2. Den 17. maj 2010 planlægges det at banke MK-kronen af implantat +2. Den 5. juli 2010 blev der foretaget en operativ frilæggelse af tandkødet omkring implantatet, og der blev ilagt plast i spalten mellem MK-kronen og implantatkraven. Der blev ordineret antibiotikum og et steroid præparat. Den 8. juli 2010 henvendte patienten sig telefonisk på grund af mavegener, og fik besked på at stoppe antibiotikumkuren. Den 1. september 2010 var tandkødet ømt ved +2. Den 19. januar 2011 henvendte patienten sig hos anden tandlæge, da hun havde problemer omkring implantat og krone på +2. Tandlægen konstateret, at patienten havde en 10x6 mm stor hævelse i ganen bag fortænderne. Desuden var der kosmetiske pro-blemer med kronen +2. Den 22. februar 2011 foretog anden tandlæge en operation i området +1,2, hvor det blev fjernet en blødvævscyste i området, som ikke havde relation til +1,2,3, men måske var der en rest betændelse fra tanden +2. Området helede langsomt, men den 19. april 2011 blev der konstateret pæn heling. Den 1. juni 2011 er det noteret i journalen hos den behandlende tandlæge, at anden tandlæge har fortalt, at patienten har haft en cyste på ganesiden bag fortænderne, som ikke havde forbindelse til implantatet, og at implantatet var i orden. Patienten ønskede implantatet fjernet, men anden tandlæge havde frarådet dette. 

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til en ny krone på implantatet +2 samt en krone på tanden +1. Desuden godtgørelse for svie og smerte samt eventuelt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 18. oktober 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at det fremgår af røntgen og journaler, at det indsatte implantat fra 2006 på tandpladsen +2 er uden betændelse og således velintegreret.

Codan fandt endvidere, at der er en spalte mellem MK-kronen og implantatkraven, som har været til stede siden kronens cementering i januar 2007. Dette kan løses ved en udskiftning af kronen, hvilket kan ske på samme præmisser som ved den første kronefremstilling. Et implantat kan altid fjernes om nødvendigt.

Codan fandt desuden, at behovet for kronebehandling af tanden +1 har årsag i grundlidelsen og den nødvendige behandling heraf.

Desuden fremgår det, at de anførte hævelser samt betændelse i området +1,2 ikke har sammenhæng med tænderne +1,2,3 samt at cysten kan være et levn fra en tidligere betændelse om tanden +2. Det vurderes derfor tilsvarende, at disse gener ikke skyldes den udførte behandling, men derimod kan antages at være en senfølge af patientens grundlidelse.

Hvorvidt behandlingen i øvrigt har opfyldt patientens forventninger til holdbarhed og funktionsperiode er alene et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 18. oktober 2012 med den af Codan anførte begrundelse.  

Nævnet finder ligesom Codan, at implantatbehandlingen regio +2 kan omgøres på samme betingelser som forud for behandlingen. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af forsikringen. Det forhold, at implantatbehandlingen eventuelt ikke har været udført bedst muligt, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. I den forbindelse vurderes det, at det vil være muligt at fjerne implantatet, såfremt dette måtte ønskes.

Nævnet finder i øvrigt, at behovet for kronebehandling af tanden +1 har årsag i grundlidelsen og den nødvendige behandling heraf. Endvidere findes de anførte hævelser, betændelse i området +1,2 samt cysten ikke at være en følge af den udførte tandbehandling, herunder implantatbehandling regio +2.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.