Skip to content

2502-13

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 83-årig kvinde, der i august 2006 henvendte sig hos tandlægen for at få udført en implantatbehandling. I den forbindelse blev det aftalt at lave en behandling med tre implantatbroer. I venstre side af underkæben skulle der fremstilles en implantatbåret bro på tanden -3 og implantatet regio -6 med mellemleddene regio -4,5. Broen blev herefter cementeret den 18. januar 2007. Ifølge journalen fra den 22. oktober 2007 blev patienten anbefalet opfølgende kontrol hver 3. måned efter behandlingen. Patienten henvendte sig imidlertid først igen 3 år senere, hvor der blev konstateret tab af støtteknogle omkring implantatet regio -6. Der blev derfor iværksat en behandling med rensning og kirurgi, men implantatet mistes. Implantatet regio -6 og de to mellemled blev derfor fjernet den 19. januar 2012 efter deling af broen bag tanden -3. Patienten skiftede herefter tandlæge.

Patienten søger nu om erstatning for de implantater, hun har mistet.

1. instans afgørelse:

I brev af 5. september 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at behandlingen med implantater muligvis ikke har opfyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperiode og/ eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, men behandlingen kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. lovens § 1, stk. 1. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regions-tandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål med tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 5. september 2013 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at behandlingen med implantater kan omgøres på samme betingelser som forud for den oprindelige behandling. Omgørelse er – som nævnt af Codan – ikke omfattet af forsikringen, og der kan derfor ikke ydes erstatning hertil.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.