Skip to content

2627-14

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Apparatursvigt – PFL § 2.1.2/KEL § 20.1.2.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende infektion og behov for kirurgisk rodbehandling. Ingen godtgørelse for svie og smerte. TSAN tiltræder Codans afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende infektion og behov for kirurgisk rodbehandling. Ingen godtgørelse for svie og smerte. TSAN tiltræder Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 65-årig mand, der den 1. september 2011 fik foretaget rodbehandling af tanden +7. I forbindelse hermed skete der en afbrækning af et rodinstrument i en af tandens forreste rodkanaler, og der blev rodfyldt til filen. Patienten blev informeret herom. Den 8. marts 2012 havde patienten smerter ved tygning på tanden +7. Der blev derfor planlagt en kirurgisk rodbehandling af den skadede rod. Patienten søger derfor nu om erstatning for udgiften hertil.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. december 2013 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 1.252,44 i erstatning for afholdte kørselsudgifter samt renter heraf på 55,34 kr. i alt 1.307,78 kr. 

Codan fandt imidlertid ikke, at patienten var berettiget til yderligere erstatning og/eller godtgørelse, herunder godtgørelse for svie og smerte.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 6. december 2013 med den af Codan anførte begrundelse.  

Godtgørelse for svie og smerte kan kun ydes, når betingelserne i erstatningsansvarslovens § 3 er opfyldt. Det fremgår heraf, at godtgørelse i tilfælde, hvor der ikke foreligger sygemelding, kun kan ydes i særlige tilfælde. Dette betyder, at der skal foreligge sådanne gener eller indskrænkninger i de almindelige legemsfunktioner, at det kan sidestilles med en sygelig tilstand. Oplysningerne om generne som følge af den knækket rodfil opfylder ikke denne betingelse, og der kan derfor ikke ydes godtgørelse for svie og smerte.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om erstatningens størrelse og omfang.