Skip to content

2548-13

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Et eventuelt behov for ny krone. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Et eventuelt behov for ny krone. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 58-årig mand, der har oplyst, at han i 2006 fik lavet en krone, som ikke passer. Ifølge journalen fra den behandlende tandlæge har patienten gået til regelmæssig undersøgelse og kontrol i perioden fra 1982 til 2011, hvor der er foretaget diverse behandlinger. Den 21. april 2009 blev der taget røntgen af tanden +4, som var fraktureret, og der blev foreslået stiftopbygning eller bro. Behandlingsoverslag blev udskrevet. Ved kontrol den 29. juni 2009 blev der foretaget tandrodsrensninger, og ifølge journalen var der mange knækkede tænder, og andre var så medtaget, at tandlægen foreslog dem lavet, hvis det ikke skulle ende med udtrækninger. Den 14. juli 2011 var tanden 5- fraktureret og løs af 2. grad. Patienten blev derfor henvist til specialtandlæge. Ifølge journalen fra specialtandlæge blev tanden -7 fjernet den 30. juni 2010 og den 22. juli 2011 blev roden på tanden 5- fjernet. Patienten skiftede tandlægen i 2012, hvor der den 1. oktober 2012 blev konstateret caries i tænderne 6+,+4,7-, -6 og -7 samt påbegyndt parodontalt behandling. Den 23. oktober 2012 blev der lavet en fyldning i tanden 7- samt foretaget tandrodsrensning af tænderne 7,6,5,1+1,6,7 og 8-. Den 14. oktober 2013 blev der taget aftryk til krone på tanden +4, som blev cementeret midlertidigt ved en støbt opbygning den 11. november 2013.

1. instans afgørelse:

I brev af 2. oktober 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at eftersom der ikke foreligger journal og røntgen fra perioden 2006, hvor patienten skriver, at skaden er sket, er der ikke tilvejebragt den fornødne dokumentation for, at der med overvejende sandsynlighed er sket skade som følge af den udførte behandling.

Codan fandt videre, at såfremt der er tale om omgørelse af kronebehandlingen, er omgørelse af allerede udført behandling et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen, da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 2. oktober 2013. 

Heller ikke efter de oplysninger, der har foreligget for Tandskadeankenævnet, herunder de supplerende oplysninger i tandlægens mail af den 12. februar 2014, findes der at foreligge fornøden dokumentation for, at der er sket en erstatningsberettiget skade på tanden -7.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1.