Skip to content

2573-13

Skadetype: Bidfunktionsgener
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Andet - Bidfunktionsbehandling

Beskrivelse:

Bidhævningsbehandling med efterfølgende gener og smerter til følge. Erstatningens størrelse. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Bidhævningsbehandling med efterfølgende gener og smerter til følge. Erstatningens størrelse. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 50-årig kvinde, der ifølge journalen fra den 9. maj 2005 bar en ca. 20 år gammel bro i overkæbefronten fra 3+ til +1. Den 8. september 2005 blev der drøftet fremstilling af ny bro og blegning på kosmetisk indikation. Den 3. juli 2006 blev der atter drøftet en ny bro samt kosmetisk plastforskønnelse i overkæbefronten i øvrigt. Den 10. august 2006 blev der lavet plastarbejder i overkæbefronten. Den 22. august 2006 blev tænderne 3+ og +1 tilboret til en ny bro, og midlertidig bro blev cementeret. Den 26. september 2006 blev der lavet plastfyldninger på tænderne 7,6,5,4+ og 7,6,5-, og den 28. september 2006 blev der lavet plastfyldninger på tænderne +4,5,6,7 samt -5,6,7. Den 2. oktober 2006 blev biddet aflastet i højre side, og den 7. oktober 2006 blev ny bro cementeret midlertidigt. Den 19. oktober 2006 blev der foretaget justeringer på broen og af biddet. Den 29. november 2006 blev broen recementeret midlertidigt. Der blev desuden foretaget korrektion af biddet i højre side samt orienteret om, at der måtte forventes ca. ½ års tilvænningstid på grund af nyt bid og bidhævning. Den 22. januar 2007 blev der lavet korrektioner på broen. Den 27. juni 2007 oplyste patienten om manglende tyggeevne i højre side samt at alle tænder i højre side af overmunden var ømme og jagede. Endvidere nåede tænderne i fronten ikke sammen, hvilket medførte en manglende evne til afbidning. Desuden oplyste patienten om spændingshovedpine som følge heraf. Ifølge journalen beskrives der endvidere om kosmetiske og komfortproblemer fra broen, ligesom tandkødet ved bropillerne føltes irriteret/ ømt. Der blev konstateret betændelse i tandkødsranden, og der blev instrueret i tandtråd. Den 6. juli 2007 blev broen aftaget for kontrol af materialets tykkelse og polering. Tanden 7+ fandtes øm, og fyldningen blev erstattet med midlertidig glasionomerfyldning. Den 15. august 2007 blev der taget aftryk til ny bro, og den 31. august 2007 blev den nye bro cementeret midler-tidigt. Den 30. januar 2008 blev den nye bro endeligt cementeret efter flere korrektioner. Den 9. januar 2009 blev der lavet diverse plastarbejder samt taget oversigtsrøntgen. Desuden blev patienten henvist til Tandlægeskolen på grund af bidproblemer i højre side af overkæben. Af journalen fra den 14. april 2009 fremgår det, at der på Tandlægeskolen var fundet infraktion i +7, der foreslås behandlet med krone eller lignende omsluttende behandling. Den 13. maj 2009 havde patienten belastningssymptomer fra 7,6,5+, hvorfor der blev foreslået behandling med incisalskinne. Af journalen fra den 17. august 2009 fremgår det, at skinnen ikke var anvendt kontinuerligt på grund af dårlig pasform. Skinnen blev derfor korrigeret. Den 14. april 2010 havde patienten symptomer i form af ondt ved tygning i højre side, konstant ømt tandkød i højre side, konstant mudren ved fortænderne i overkæben, konstant spænding i ansigtet ud mod øre og spændingshovedpine. Desuden havde patienten fornemmelse af kramper ved tygning af hårdere ting, og at fortandsskinnen nærmeste forværrede spændingerne. Objektivt blev der noteret ømme tyggemuskler, mest i højre side, og at 7,6+ reagerede kraftigt på små slag. Røntgen blev beskrevet med intet at bemærke. Patienten blev henvist til anden tandlæge for bidfunktionsundersøgelse. Ifølge journalen fra den 11. juni 2010 var der modtaget journal med diagnose, konklusion og behandlingsplan fra anden tandlæge. Herefter er der ingen optegnelser før den 28. marts 2011, hvor det blev noteret, at der var stærke smerter fra tænderne +6,7, som fandtes foreneligt med smerter efter infraktioner. Den 13. april 2011 blev der indsat en plan bidskinne. Den 31. maj 2011 var symptomerne lokaliseret til 7,6+, og der blev drøftet kronebehandling og eventuel rodbehandling. Den 28. september 2011 fandtes der en tydelig infraktion i +4 efter tygning i hårdt emne. Det blev noteret, at patienten skulle henvises for smerteudredning. Den 19. december 2011 blev tanden +4 aflastet, og patienten blev opfordret til at benytte henvisningen for smerteudredning. Den 24. januar 2012 blev der udskiftet en knækket fyldning i 5+. Den 5. juli 2012 havde patienten smerter i venstre side, enten som følge af infraktion i +6 eller fra tyggeapparat-et. Der noteres igen en henvisning for smerteudredning. Patienten skiftede herefter tandlæge. 

Patienten søger derfor nu om erstatning og godtgørelse for sine smerter/ gener samt for udgifterne i forbindelse med den nødvendige behandling til udbedring af sine bidfunktionsgener.  

1. instans afgørelse:

I brev af 16. august 2013 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af gener og smerter med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte behandling i forbindelse med bidhævning foretaget i starten af 2006 ved udskiftning af kindtandsfyldninger.

Codan fandt i den forbindelse, at det fremgår, at der er indledt en behandling på kosmetisk indikation med henblik på forskønnelse af forholdene i overkæbefronten. Forud herefter er der lavet bidhævning ved hjælp af plastfyldninger på kindtænderne i over- og underkæbe. Beskrivelsen af patientens symptomer er forenelige med følger af bidhævningen, der er udført uden odontologisk indikation. Bedst mulig behandling havde indebåret, at man havde undladt en større ændring af patientens bidforhold, hvorved de opståede gener kunne være undgået.

Codan fandt endvidere, at den udførte behandling ikke har været honorarværdig. Omgørelsesudgiften i forbindelse med nye fyldninger i kindtænderne samt eventuel ny bro skal derfor refunderes ordningen, som holder patienten skadesløs.

Codan fandt derfor, at der kan ydes erstatning til udgifterne i forbindelse med fremstilling af nye plastfyldninger på tænderne 7,6,5,4+5,6,7 og tænderne 7,6,5-5,6,7 samt hvis det vurderes nødvendigt med ny bro fra tanden 3+ til +1. Endvidere kan der ydes erstatning til de rimelige udgifter i forbindelse med en bidfunktionel udredning samt til forbehandling forinden selve den omgørende behandling.

I den forbindelse fandt Codan, at behandlingsoverslaget vedrørende den bidfunktionelle del af den skadesudbedrende behandling maksimalt kan godkendes med 3.000 kr. til bidfunktionsundersøgelse, 4.500 kr. for bidskinne og 5.000 kr. til efterfølgende kontroller svarende til en udgift på i alt 12.500 kr. Dette forudsat af, at kontrol og justering udføres i samme behandlingsseance, og at kontroller ud over ca. 10 uger ikke anerkendes, idet anvendelsen af bidskinne vil have effekt inden for dette tidspunkt.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 16. august 2013, som anført nedenfor. 

Nævnet finder, at erstatningen for udgiften til bidfunktionel forbehandling kan forhøjes til 20.000 kr., da der kan være behov for behandling med flere skinner eller justering af skinne ud over 10 uger.

Der er efter Nævnets vurdering ikke dokumentation for, at bidfunktionel forbehandling ikke kan udføres inden for et beløb på 20.000 kr.