Skip to content

2570-13

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Aftagelig protetik - Helprotese

Beskrivelse:

Behandling med helprotese og efterfølgende tandkødsbetændelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behandling med helprotese og efterfølgende tandkødsbetændelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 86-årig mand, der den 22. februar 2005 fik indsat implantater regio +1,+2, +4, 3- og -3. Den 6. juli 2005 blev der påsat kroner på implantaterne i overkæben og i underkæben blev der indsat en delprotese. Den 26. juli 2005 blev delprotesen repareret efter fraktur. Den 18. juli 2006 konsulterede patienten tandlægen på grund af ømhed ved implantat regio -5. Der blev derfor renset ved implantatet og aflastet for hård kontakt. Den 31. juli 2006 var der ømhed i venstre side af underkæben, og tanden -5 blev slebet ud af bid. Desuden blev tryklåsene på implantaterne 3-3 aktiveret. Den 16. oktober 2006 blev der taget aftryk til udvidelse af underkæbeprotesen med regio -5. Den 20. december 2006 blev tanden 5+ trukket ud på grund af rodspids-betændelse. Den 3. januar 2007 blev der taget aftryk og farveprøve regio 5,4,3+. Den 24. april 2007 blev der isat nye tryklåse i underkæbeprotesen. Den 23. august 2012 blev tanden 6+ fjernet efter fraktur på grund af rodcaries. Den 13. oktober 2010 blev der taget røntgen af regio -5,6. Den 10. november 2010 blev der igen isat nye tryklåse i under-kæbeprotesen, og den 25. oktober 2011 blev tryklåsen regio -3 remonteret. Den 17. april 2012 blev det noteret i journalen, at protesen i underkæben var totalt nedslidt, og den 14. maj 2012 blev der indsat en helprotese i underkæben med tryklåse regio 3-3. Den 31. maj 2012 blev der taget røntgen af overkæbefronten på grund af ømhed ved tygning, og billederne blev beskrevet med intet at bemærke. Den 4. juni 2012 blev tryklåsen i protesen regio 3- remonteret, og den 28. juni 2012 blev diverse kanter på underkæbe-fronten aflastet. Den 4. juli 2012 konsulterede patienten tandlægen på grund af smerter og løsning af implantat og krone regio +3. Patienten mente, at den nye protese var skyld heri. Der blev konstateret tandkødsbetændelse omkring implantatet regio +3 med svind af knogle til tredje rille. Det blev besluttet at afvente virkningen af antibiotika, som patienten selv havde iværksat behandling med, men muligheden for fjernelse af tanden +3 og implantatbro på nabotænderne blev omtalt. Efter et par afbud til kontrol meddelte patienten telefonisk, at han ikke ønskede en fast tid, men muligheden for konsultation efter telefonisk henvendelse på dagen. Den 23. august 2012 henvendte patienten sig uden forudgående aftale og var af den opfattelse, at den nye protese var skyld i løsning af implantat regio -3. Den 23. august og den 24. september 2012 blev tryklåsen regio 3- strammet. Den 9. oktober 2012 blev kant ved regio -3 aflastet.

Patienten søger nu om erstatning for ødelæggelse af to implantater i overkæben efter placering af en ny stor klik-protese i underkæben.

1. instans afgørelse:

I brev af 1. november 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at der ikke er fremlagt bevis for, at de nu konstaterede tandkødsbetændelse ved implantaterne regio +2 og +3 er en følge af behandling eller mangler ved behandling, men er derimod en følge af manglende regelmæssige eftersyn og vedligeholdelse af tandsættet.

Codan fandt dermed ikke, at der er sket en skade som følge af den udførte behandling, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 1. november 2013 med den af Codan anførte begrundelse.  

Nævnet finder ligesom Codan, at det ikke er overvejende sandsynligt, at helprotesen i underkæben er årsag til, at der opstod tandkødsbetændelse ved implantaterne +2 og +3, som ligeledes knækkede. Det findes derimod overvejende sandsynligt, at dårlig vedligeholdelse af implantaterne, herunder manglende regelmæssige eftersyn er årsag til de nu opståede gener.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.