Skip to content

2581-13

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Behov for ny kronebehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behov for ny kronebehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 37-årig mand, der den 5. november 2010 fik behandlet tanden -6 med et porcelænsindlæg i tyggefladen, mellemrumsflader og yderfladen hos den behandlende tandlæge. Den 10. juli 2012 konstaterede anden tandlæge, at der var caries i tanden -6’s bagudvendende flade. Den 9. august 2012 noterede den behandlende tandlæge, at indlægget var knækket på den bagudvendende flade, og der blev derfor repareret med en plastfyldning. Den 23. oktober 2012 konstaterede anden tandlæge, at kronen -6 var blevet omlavet, men at der var en mærkbar spalte mellem krone og tand. Tandlægen anbefalede derfor patienten at få omlavet kronen. 

Patienten søger nu om erstatning for forkert udført behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. september 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at behandlingen med kronen muligvis ikke har opfyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperiode og/ eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, men behandlingen kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1.

Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 25. september 2013 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at behandlingen af tanden -6 kan omgøres på samme betingelser som forud for behandlingen. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af forsikringen. Det forhold, at behandlingen eventuelt ikke har været udført bedst muligt, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

For så vidt angår eventuel tilbagebetaling af honorar for den tidligere udførte behandling skal Nævnet henvise til Codans afgørelse samt vedlagte brochure ”Når noget går galt”.