Skip to content

2563-13

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Aftagelig protetik - Helprotese

Beskrivelse:

Protesebehandling med efterfølgende svamp og behandling heraf, som medførte smerter og blødning i det ene ben. Godtgørelse for svie og smerte. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Protesebehandling med efterfølgende svamp og behandling heraf, som medførte smerter og blødning i det ene ben. Godtgørelse for svie og smerte. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 64-årig kvinde, der i 2007 fik fremstillet en aftagelig protese til overkæben. Den 9. marts 2011 blev der diagnosticeret mundhulesvamp under protesen, og der blev ordineret penicillin. Den 20. marts 2011 fik patienten smerter i benene, som efterfølgende viste sig at være indre blødninger. Patienten blev derfor indlagt på sygehus den 24. marts 2011. Blodansamlingerne har medført vedvarende smerter i højre ben. 

Patienten søger derfor nu om godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 2. august 2013 traf Codan afgørelse om, at patienten ikke er berettiget til yderligere erstatning. 

I den forbindelse anførte Codan, at det fremgår af journalen fra sygehuset, at det utvivlsom er Brentan oral gel’en som er årsag til, at patientens ben var misfarvet og hævet. Derfor var det også vurderingen, at patienten var berettiget til en godtgørelse for svie og smerte i perioden fra den 20. marts til den 29. marts 2011.

Codan fandt imidlertid, at der ikke er dokumentation for at indtagelsen af Brentan oral gel’en er årsagen til, at patienten har været nødsaget til at gå med rollator i 3 måneder.

Patienten er derfor ikke berettiget til yderligere godtgørelse for svie og smerte.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 2. august 2013, som anført nedenfor.  

Nævnet finder, at der er grundlag for at tilkende godtgørelse for svie og smerte i videre omfang end sket i Codans afgørelse, idet patienten har haft smerter som følge af skaden, brug for rollator samt blev tilkendt midlertidig hjemmehjælp fra kommunen. Nævnet finder derfor, at patienten er berettiget til en godtgørelse for svie og smerte, der skønsmæssigt fastsættes til i alt 15.000 kr. incl. den af Codan tilkendte godtgørelse for svie og smerte.