Skip to content

2504-13

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Forsinket diagnostik og behandling af caries. Fradrag i erstatningen. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Forsinket diagnostik og behandling af caries. Fradrag i erstatningen. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 65-årig kvinde, der regelmæssigt har gået til undersøgelse og kontrol hos den behandlende tandlæge i perioden fra 1997 til 2012. I perioden er der løbende foretaget diverse behandlinger. Patienten skiftede herefter tandlæge, hvor der den 14. juni 2012 blev diagnosticeret caries i tanden +5 ved undersøgelse. Kronen blev derfor fjernet den 10. juli 2012, hvor det konstateres, at der var caries med tæt relation til tandens nervekammer. Der var derfor behov for rodbehandling, som blev foretaget den 17. juli 2012. Der er nu behov for opbygning og kronebehandling.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til udbedring af skaden.

1. instans afgørelse:

I brev af 20. august 2013 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at røntgen fra juni 2012 viser tanden +5 med behandlingskrævende caries under den eksisterende krone.

Codan fandt derfor, at skaden i form af behov for rodbehandling på tanden +5 med overvejende sandsynlighed skyldes, at der ikke er foretaget rettidig diagnostik af caries på tanden 5+. Bedst mulig behandling havde indebåret, at caries var blevet diagnosticeret, hvorefter tanden +5 skulle rodbehandles og siden opbygges og kronebehandles.

Der kan derfor ydes erstatning for udgifterne i forbindelse med rodbehandling af tanden +5 samt dækning af udgiften til en stiftretineret opbygning. Det fremsendte behandlingsoverslag herfor på 8.953,38 kr. kan derfor delvist godkendes. Der skal dog efter sædvanlig praksis sket et fradrag i erstatningen svarende til patientens udgifter i forbindelse med kronebehandling på tanden +5, da denne behandling under alle omstændigheder ville have været nødvendig for at bevare tanden på længere sigt, og derfor skyldes grundlidelsen og ikke den udførte behandling. Fradraget kan opgøres til 5.000 kr., og erstatningen udgør herefter 3.963,38 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 20. august 2013 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at tanden +5 skulle behandles med en krone for at bevares på længere sigt. Der skal derfor foretages fradrag herfor, idet patientforsikringen alene dækker udgifter, der er en følge af skaden og dermed ikke udgifter, som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder. Endvidere tiltrædes fradragets størrelse på 5.000 kr.

Nævnet tiltræder således i det hele erstatningens størrelse og omfang, som fastsat af Codan.