Skip to content

3088-15

Skadetype: Skade på rod - Rodfraktur
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Kronebehandling og efterfølgende rodfraktur. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Kronebehandling og efterfølgende rodfraktur. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 43-årig kvinde, som ifølge sagens materiale har fået rodbehandlet tanden +6 i januar 2008. Den 20. april 2009 kontaktede patienten ny tandlæge på grund af fraktur af tanden. Røntgen blev beskrevet med obs for rodspidsbetændelse og knækket rodfil ? i roden ind mod ganen. Det blev noteret, at tanden +6 er forsynet med rodstift i roden ind mod ganen, og at der er revnedannelse i tanden. Der blev derfor anbefalet kronebehandling af tanden. Ifølge journalen fra den 29. april 2009 blev patienten informeret om situationen, den knækkede rodfil og risikoen for rodspidsbetændelse på sigt, som i givet fald vil kunne behandles med en kirurgisk rodbehandling. Tanden blev herefter tilboret til krone. Den 16. juni 2009 blev kronen cementeret på tanden. Ifølge journalen fra den 6. januar 2014 var tanden +6 af og til symptomgivende, og der blev derfor informeret om eventuel kirurgisk rodbehandling af tanden. Den 7. juli 2014 blev der konstateret en stor rodspidsbetændelse ved tanden +6, og den 10. juli 2014 blev rodstiften i roden ind mod ganen fjernet, og der blev forsøgt revision af rodfyldningen med ilæggelse af mellemseancedepot og midlertidig fyldning. Den 7. august 2014 blev det noteret, at en tandbyld var blevet drænet i ferien. I den forbindelse blev det konstateret, at hævelsen stort set var væk, og rodkanalen blev herefter udrenset yderligere. Den 22. august 2014 blev der udrenset forbi filfragmentet, og der blev ilagt nyt mellemseancedepot.

Patienten søger om erstatning for udgifterne til genopretning af skaden samt godtgørelse for varigt mén i forbindelse med smerter samt for 7 dage sygemelding.

1. instans afgørelse:

I brev af 3. juni 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at røntgenbillederne dateret den 7. maj 2008 og den 4. juli 2011 viser tanden 6- uden sygelige forandringer og ingen tegn på brud af roden. Desuden fandt Codan ud fra røntgenbillederne, at kronen har haft et tæt ringgreb om tandstubben.

Codan fandt derfor, at tanden 6- er mistet på grund af en rodfraktur, som ikke skyldes tandlægens rodbehandling, men grundlidelsen caries.

Codan fandt dermed, at årsagen til den opståede rodfraktur skyldes, at tanden 6- uundgåeligt var svækket på grund af den nødvendige rodbehandling, som skulle udføres på grund af caries i tanden. Rodbehandlede tænder er sprøde og har en betydelig risiko for fraktur. Udboringen i tanden, der var nødvendig for at gennemføre rodbehandling, svækkede tanden yderligere og øgede risikoen for fraktur, selv om der blev udført optimal restaurering.

Codan fandt derfor, at der ikke er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte tandbehandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 3. juni 2015 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at rodfrakturen er en følge af grundlidelsen caries og ikke den udførte kronebehandling.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.