Skip to content

3111-15

Skadetype: Nerveskade - N.Mandibularis
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Nerveskade efter operativ fjernelse af visdomstand. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Nerveskade efter operativ fjernelse af visdomstand. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 32-årig kvinde, der ifølge journalen fra den 9. september 2014 skulle have fjernet tanden 8- på grund af periodevis ømhed og rødme omkring kronen. I den forbindelse blev det noteret, at tanden 8-’s rodkompleks var beliggende med en særdeles nær relation til underkæbens følenerve, og at patienten blev informeret herom og om risikoen for, at der kunne opstå en påvirkning af underkæbens følenerve. Der blev herefter foretaget et operativt indgreb med fjernelse af knogle omkring tanden, og tandens krone blev delt og fjernet separat. Herefter blev den pæleformede tandrod fjernet. I forbindelse med indgrebet blev bedøvelsesmidlet Xyloplyin for nerveblokade anvendt. Den 27. januar 2014 blev det noteret, at patienten stadigvæk havde nedsat følelse i højre underlæbe. Ifølge patienten var der siden tandudtrækningen sket en bedring, og der var nu fuldstændig normalisering i gingiva. Der var imidlertid hypersensibilitet i højre side af underlæben, men patienten var i stand til at retnings-diskriminere ved test i alle retninger.

Patienten søger nu om godtgørelse for varigt mén i hage og underlæbe.

1. instans afgørelse:

I brev af 1. juni 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1-4.

Codan fandt, at tanden 8- ses i sin fulde udstrækning placeret med tandens rødder i nær kontakt og med overlag til underkæbens nervekanal, og at der var absolut indikation for fjernelse af tanden på grund af tilbagevendende ømhed og rødme omkring tanden.

Codan fandt videre, at der er foretaget bedst mulig forundersøgelse med panorama-røntgen, og at patienten er blevet oplyst om risikoen for ændret føleevne på grund af tandens placering i forhold til nervekanalen.

Codan fandt desuden, at der ikke er angivet forhold ved lokalbedøvelsen, som kan danne mistanke om en lokal påvirkning af følenerven.

Codan fandt derfor, at fjernelse af tanden 8- er udført i overensstemmelse med, hvad der efter tandlægefaglig videnskab og erfaring har været det bedst mulige i situationen. Behandlingen har således været i overensstemmelse med bedste specialiststandard på det pågældende område.

Codan fandt tilsvarende, at der heller ikke er tale om en skade som følge af en apparatur-fejl, eller at en alternativ behandlingsmetode kunne være anvendt. På grund af tandens form og tilstanden med rødme og irritation omkring tandens krone vurderes det, at en alternativ metode med fjernelse af kronedelen ikke ville have været relevant. Der var således ikke noget andet alternativ metode til fjernelse af tanden.

Codan fandt videre, at den absolutte indikation for fjernelse af tanden 8- sammenholdt med, at der ikke var andre behandlingsalternativer betyder, at der var en øget risiko for føleforstyrrelse på grund af den måde nerverne lå omkring tanden. I dette tilfælde vurderes følgetilstanden i form af føleforstyrrelse efter fjernelsen af en tand med denne type anatomiske forhold i forhold til nerverne at forekomme i mere end 2% af behandlingerne. Derfor er lovens krav om sjældenhed ikke opfyldt.

Codan fandt dermed, at der ikke er sket en skade omfattet af loven, og patienten er ikke berettiget til erstatning eller godtgørelse for varigt mén.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Codans afgørelse af 1. juni 2015, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at røntgenbilleder fra den 9. september 2013 viser nervekanalen med en indsnævring af forløbet i nær relation til rodspidsen af tanden 8-. Bedst mulig behandling havde tilsagt, at tanden var blevet fjernet skånsomt, så nerveskaden var undgået. Behandlingen har således ikke været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Sagen hjemvises derfor til Codan med henblik på fastsættelse af erstatningens størrelse og omfang.