Skip to content

3087-15

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende tab af tand. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende tab af tand. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 43-årig kvinde, som ifølge sagens materiale har fået rodbehandlet tanden +6 i januar 2008. Den 20. april 2009 kontaktede patienten ny tandlæge på grund af fraktur af tanden. Røntgen blev beskrevet med obs for rodspidsbetændelse og knækket rodfil i roden ind mod ganen. Det blev noteret, at tanden +6 er forsynet med rodstift i roden ind mod ganen, og at der er revnedannelse i tanden. Der blev derfor anbefalet kronebehandling af tanden. Ifølge journalen fra den 29. april 2009 blev patienten informeret om situationen, den knækkede rodfil og risikoen for rodspidsbetændelse på sigt, som i givet fald vil kunne behandles med en kirurgisk rodbehandling. Tanden blev herefter tilboret til krone. Den 16. juni 2009 blev kronen cementeret på tanden. Ifølge journalen fra den 6. januar 2014 var tanden +6 af og til symptomgivende, og der blev derfor informeret om eventuel kirurgisk rodbehandling af tanden. Den 7. juli 2014 blev der konstateret en stor rodspidsbetændelse ved tanden +6, og den 10. juli 2014 blev rodstiften i roden ind mod ganen fjernet, og der blev forsøgt revision af rodfyldningen med ilæggelse af mellemseancedepot og midlertidig fyldning. Den 7. august 2014 blev det noteret, at en tandbyld var blevet drænet i ferien. I den forbindelse blev det konstateret, at hævelsen stort set var væk, og rodkanalen blev herefter udrenset yderligere. Den 22. august 2014 blev der udrenset forbi filfragmentet, og der blev ilagt nyt mellemseancedepot. 

Patienten søger om erstatning for udgifterne til genopretning af skaden samt godtgørelse for varigt mén i forbindelse med smerter samt for 7 dage sygemelding

1. instans afgørelse:

I brev af 16. april 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at der i forbindelse med rodbehandlingen af tanden +6 er knækket en rodfil. Det forhold, at der knækker en rodfil, udgør ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Codan fandt videre, at det fremgår af journalen den 22. august 2014, at det lykkedes at udrense rodkanalen med den knækkede rodfil til rodspidsen, og der er på nuværende tidspunkt ikke tegn på, at den knækkede rodfil har haft negative konsekvenser for tanden +6 i form af yderligere behandlingskrævende betændelse.

Codan fandt dermed, at der ikke på nuværende tidspunkt er sket en skade omfattet af loven, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Hvis der senere opstår betændelse eller yderligere følgeskader som følge af den knækkede rodfil i tanden +6, kan patienten inden for en periode på 10 år fra skadedatoen den 24. januar 2008 anmode om genoptagelse af sagen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer dermed Codans afgørelse af 16. april 2015, som anført nedenfor.

Nævnet finder det overvejende sandsynligt, at tanden +6 mistes som følge af den knækkede rodfil i den ganevendende rod og utilstrækkelige rodfyldninger i de øvrige rødder. Bedst mulig behandling havde tilsagt, at der ikke var knækket en rodfil, og at rodfyldningerne havde været tætte og ført helt til rodspidsen.

Der kan derfor tilkendes erstatning for tab af tanden +6, afholdte medicinudgifter, tabt arbejdsfortjeneste samt eventuel godtgørelse for svie og smerte. Behandlingsoverslag vedrørende tandbehandlingen og dokumentation for de øvrige forhold skal fremsendes til Codan med henblik på, at Codan kan træffe afgørelse om udmåling af erstatningen, før behandlingens påbegyndes.