Skip to content

3138-15

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. Nuværende behov for behandling svarer til det oprindelige. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. Nuværende behov for behandling svarer til det oprindelige. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 11-årig dreng, der er blevet behandlet i den kommunale tandpleje siden 3 års alderen. Ifølge journalen var patienten siden september 2011 cariesaktiv og mælketænderne -04, -05, og 05+,04+,+04,+05 er blevet behandlet med plast. Den 3. april 2014 blev det noteret i journalen, at faren havde ringet, da han havde konstateret et større hul i en mælkekindtand i underkæben. Der blev derfor den 5. maj 2014 konstateret et større kompliceret cariesangreb i mælketanden 05-, som derfor blev fjernet.

Ved værge søges der nu om erstatning for allerede afholdte tandlægeudgifter på 4.536 kr. samt erstatning for udgifter i forbindelse med tandeftersyn i privat tandlægeregi.

1. instans afgørelse:

I brev af 23. juni 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at tanden 05- ved sidste undersøgelse den 3. januar var klinisk intakt. Det er endvidere vurderingen, at der i starten af april 2014 blev konstateret hul i tanden 05- og røntgen af 5. maj 2014 viser større kompliceret cariesangreb i tanden, hvorfor den blev fjernet ca. 2 år før normal fældning af mælketanden.

Codan fandt videre, at der ikke er blevet taget røntgen ved undersøgelse i januar 2014, hvorved cariesangrebet i tanden 05- ville være blevet konstateret.

Codan fandt dog, at cariesangrebets karakter samt tanden 05-’s korte restlevetid taget i betragtning, ville behandling have været den samme, som efterfølgende blev foretaget i maj 2014, nemlig fjernelse af tanden.

Codan fandt dermed, at mælkekindtanden 05- fremtræder med større hul og fjernes efterfølgende med årsag i tandens grundlidelse caries. Der er derfor ikke sket en skade som følge af den udførte behandling, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 23. juni 2015 med den af Codan anførte begrundelse. 

Nævnet finder, at den behandling, der blev udført med udtrækning af tanden 05-, svarer til den behandling, der oprindeligt skulle have været udført som følge af grundlidelsen caries.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.