Skip to content

3129-15

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Kronebehandling med efterfølgende rodspidsbetændelse til følge. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Kronebehandling med efterfølgende rodspidsbetændelse til følge. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 60-årig kvinde, der den 19. september 2006 fik tilboret tanden +7 til krone. Den 28. september 2006 blev kronen cementeret på tanden. I september 2014 skiftede patienten tandlæge, som den 20. oktober 2014 fandt, at der var tydelig opklaring apikal ved tanden +7. Der fandtes derfor grundlag for at søge om endo og ny krone på tanden +7. Den 27. oktober 2014 blev anmeldelse inkl. behandlingsoverslag sendt til patientskadeerstatningen.

Patienten søger nu om erstatning for dårlig krone på tanden +7.

1. instans afgørelse:

I brev af 26. maj 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at de fremsendte røntgenbilleder viser rodspidsbetændelse og kantdefekt på bagerste sideflade ved kronen på tanden +7.

Codan fandt videre, at der ikke kan konstateres caries som følge af kantdefekten af et sådant omfang, at det er årsag til rodspidsbetændelsen ved tanden +7. Rodspidsbetændelsen er derfor en følge af grundlidelsen caries, som senere medførte behovet for kronefremstillingen af tanden +7.

Codan fandt endvidere, at en ny krone på tanden +7 som følge af kantdefekten kan omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige kronebehandling. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Codans afgørelse af 26. maj 2015, som anført nedenfor. 

Nævnet finder, at røntgenbilleder fra 13. oktober 2011 og 28. november 2011 viser en kantdefekt og caries i et sådant omfang, at det med overvejende sandsynlighed har bredt sig under kronen med rodspidsbetændelse til følge. Der kan derfor tilkendes erstatning for udgiften til rodbehandling og opbygning af tanden +7. Behandlingsoverslag af 27. oktober 2014 kan godkendes med i alt 4.689,12 kr. Regningen herfor skal fremsendes til Codan med henblik på udbetaling af erstatning under hensyntagen til eventuel tilskud fra Sygeforsikringen Danmark.

For så vidt angår kronebehandling på tanden +7 finder nævnet, at kronen kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige kronebehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.