Skip to content

3147-15

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandkød og støttevæv - Tandrensning

Beskrivelse:

Tandrensning og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Tandrensning og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 52-årig kvinde, der den 4. september 2014 var til undersøgelse, hvor der ifølge journalen blev foretaget normalt eftersyn og tandrensning. Den 24. september 2014 kontaktede patienten tandlægen på grund af gener fra tanden 1+. Ifølge journalen mente patienten, at generne var opstået som følge af, at tandinstrumentet havde ramt fortanden 1+ under afpudsning af tænder efter tandrensning. Tanden fandtes imidlertid ikke bankeøm eller følsom for luftpåblæsning, og patienten blev informeret om, at det var normalt med øget følsomhed efter tandrensning. Patienten skiftede efterfølgende tandlæge, som den 13. oktober 2014 noterede i journalen, at patienten havde oplyst om hændelsen, og at tanden var mindre øm nu. Det blev anbefalet at se tiden an.

Patienten søger nu om erstatning for omkostninger som følge af skaden.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. juli 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at det ikke findes sandsynligt, at berøring af tanden 1+ med tandrensnings-instrument har medført en skade i form af fraktur eller løsning af tanden 1+.

Codan fandt, at der ikke er fremlagt bevis for, at der er sammenhæng mellem generne fra tanden 1+ og den givne behandling, herunder en tandrensning med dertilhørende afpudsning.

Codan fandt dermed, at der ikke er sket en skade som følge af den udførte behandling, og patienten er ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 15. juli 2015 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at der ikke med overvejende sandsynlighed er sket en erstatnings-berettigende skade i forbindelse med tandbehandlingen den 4. september 2014.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.