Skip to content

3152-15

Skadetype: Skade på anden anatomisk struktur end tand/nerver - Tab af knogle
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Behov for ny implantatbehandling samt knogleopbygning. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behov for ny implantatbehandling samt knogleopbygning. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 58-årig kvinde, der i perioden fra den 4. juni 2009 til den 16. juni 2009 fik foretaget udvidet parodontosebehandling med rensning af tandrødderne på tænderne 7,6,3,2,1+1,2,4,5,6 samt tænderne -1,2,3,4,5,6,7. Desuden blev det noteret i journalen, at der sås store mængder bakteriebelægninger og tandsten såvel over som under tandkødsranden. Endvidere var tandkødet meget betændt med blødning herfra. Patienten blev instrueret i at opretholde en god mundhygiejne samt anbefalet udtrækning af tænderne 6- og +4. Den 24. august 2009 blev diagnosen parodontose stillet. Der var tandsten, og der blev foretaget rensning af tandrødderne. Den 26. oktober 2009 var der generelt store mængder bløde bakteriebelægninger og store mængder tandsten over og under tandkødsranden. Der blev igen foretaget rensning af tandrødderne. Den 5. januar 2010 blev der konstateret generel bakteriebelægninger i tandmellemrummene og store mængder tandsten. Desuden blev tandkødslommernes dybde registreret. Den 8. marts 2010 blev der igen stillet diagnosen parodontose samt foretaget almindelig parodontosebehandling. Den 25. maj 2010 blev tænderne 2,1-1,2 trukket ud, og der blev installeret implantater regio 2-2. Den 9. august 2010 blev der foretaget kontrol efter parodontalbehandling samt konstateret store mængder tandsten. Desuden var der blødning ved måling af tandkødslommernes dybde, og der blev foretaget rensning af tandrødderne. Den 9. november 2010 blev der installeret implantat regio 7-. Ifølge journalen var knoglen ved implantatet regio -2 ikke optimal. Den 17. december 2010 blev der monteret abutments og implantatbåren bro regio 2- til -2. Den 15. april 2011 blev der foretaget almindelig parodontalbehandling samt tandrodsrensning af 7+,6+,6-. Den 23. maj 2011 blev tanden 6- trukket ud, og den 9. juni 2011 blev der installeret implantat regio 6-. Den 16. juni 2011 blev der monteret en ekstensionsbro fra implantatet regio 7- med ekstensionsled regio 6-. Den 13. september 2011 blev diagnosen parodontose igen stillet, og ifølge journalen var der fortsat store mængder bakteriebelægninger og store mængder tandsten såvel over som under tandkødsranden. Desuden blev tandkødslommernes dybde målt, og der var flere steder lommedybder på op til 9 mm. Den 2. januar 2012 blev der taget røntgen af 6+ og patienten blev informeret om knoglesvind på 6+. Den 24. april 2012 blev der udført tandrensning over 14 tænder samt tandrodsrensning af tænderne 7,6+. Desuden blev der konstateret en lille fistel ud for -1,-2 ved implantatet. Den 27- august 2013 blev der målt tandkødslommer under 4 mm. samt foretaget udvidet tandrensning. Den 7. januar 2013 blev der foretaget rensning af implantatet regio -2, idet der var opstået en tandkødslomme ved implantatet. Der blev desuden ordineret antibiotikum. Den 29. januar 2013 blev der igen foretaget rensning af implantatet regio -2. Den 5. april 2013 og den 17. februar 2014 blev patienten indkaldt til kontrol, men meldte afbud. Den 20. august 2014 henvendte patienten sig akut til en anden tandlæge, da der var opstået problemer ved implantatbroen i underkæben. Broen havde været ude, og patienten havde selv genplaceret denne. Ifølge journalen var implantatet regio -2 indlejret i bindevæv og kunne fjernes. Den 15. september 2014 blev tanden -3 rodbehandlet, da der var opstået rodspidsbetændelse på tanden. Rodbehandlingen blev afsluttet den 18. september 2014. Den 26. september 2014 blev der foretaget udvidet parodontalbehandling med tandrodsrensning af tænderne 7,6,5,4,3,2+2,3,5,6. Ifølge journalen blev der konstateret bakteriebelægninger generelt i tandmellemrummene, og tandkødet var betændt. Patienten blev instrueret i opretholdelse af god mundhygiejne. Der blev planlagt behandling med bro fra tænderne 3,2- til tænderne -3,4 samt eksplantation af implantaterne regio 7- og 6-. Behandlingen med bro blev afsluttet den 13. oktober 2014. Den 10. november 2014 blev implantaterne frilagt, og der kunne ses knogledefekter rundt om disse. Implantaterne blev taget ud, og det blev planlagt at installere nye implantater regio 7- og 6- samt restaurering med bro på 2 led.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til udbedring af skaderne.

1. instans afgørelse:

I brev af 2. september 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at eftersom knogletabet omkring implantaterne udviklede sig meget hurtigt efter implantatinstallationerne, så skal komplikationen med tabt knogle søges i forhold ved selve implantatbehandlingen og ikke i forsømmelig opfølgende diagnostik og behandling af implantaterne.

Codan fandt videre, at implantatbehandlingerne regio 7- og 2- kan omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet er indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Der er således ikke sket en skade omfattet af loven, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 2. september 2015 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at implantatbehandlingen kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.  

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.