Skip to content

2900-14

Skadetype: Varia
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Uberettiget udtrækning af tænder. Erstatningens størrelse og omfang. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Uberettiget udtrækning af tænder. Erstatningens størrelse og omfang. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 40-årig mand, der ifølge et overslag af 28. juni 2012 fik planlagt fjernelse af resttænder undtagen tænderne 3,2,1-1,2,3, som skulle behandles for huller. Desuden skulle patienten have en helprotese til overkæben og en delprotese til underkæben. Patienten blev i den forbindelse henvist til behandling i fuld narkose, da det var vanskeligt for patienten at acceptere behandlingen. Den 22. august 2012 blev der taget aftryk til helproteser, og den 25. september 2012 blev alle resttænderne fjernet i fuld narkose. Ifølge journalen vurderede tandlægen under behandlingen, at de seks underkæbefortænder ikke kunne bevares. Patienten blev informeret herom efter behandlingen, og ifølge journalen var patienten indforstået hermed. Proteserne blev afleveret den 26. september 2012 og blev efterjusteret seks gange. Den 9. oktober 2012 blev det noteret i journalen, at patienten skulle til undersøgelse for en brændende fornemmelse i munden samt mundtørhed, som patienten havde haft allerede før tandbehandlingen. I forbindelse med patientens besøg den 9. november 2012 blev det noteret, at der var behov for underforing af proteserne.

Patienten oplyser i forbindelse med anmeldelsen, at fjernelsen af syv tænder er fejlagtig, da det er sket under fuld narkose og uden samtykke. Patienten søger derfor nu om erstatning for udgifterne til færdiggørelse og fastholdelse af såvel over- som underprotese, herunder isættelse af stifter i kæben til fastholdelse af underprotesen, da de udtrukne tænder mangler samt for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 4. juli 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at storrøntgen fra den 10. juli 2012 viser et stærkt destrueret tandsæt.

Codan vurderede i den forbindelse, at flere af tænderne var mulige at behandle for huller og betændelser. Forudsætningen for en sådan behandling er, at man som patient er i stand til at gennemføre en almindelig tandpleje uden behov for narkose. Desuden skal der være en vilje, motivation og ønske om at opnå en optimal mundhygiejne, hvilket er en ufravigelig betingelse for, at en bevarelse af tænderne er mulig.

Codan fandt videre, at fjernelsen af de seks tænder i underkæbens frontområde er forståelig og faglig begrundet, fordi betingelserne for at bevare tænderne på sigt ikke var til stede. Patienten havde stærkt destruerede tænder, er mundtør, hvilket fremmer dannelsen af huller og har svært ved at gennemføre behandlinger hos tandlægen.

Codan fandt herefter, at indsættelse af implantater for fastholdelse af helprotesen til underkæben vil være at betragte som fuldgod erstatning af tænderne 3-3, som kunne have fungeret som bøjletænder og fastholdelse af en delprotese. Behandlingen er derfor alene at betragte som et formuetab for patienten, som ikke er omfattet af loven. Patientens formuetab i forbindelse med tabet af implantatbehandlingen er derfor et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

I brev af 10. april 2015 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af tab af tænderne 3,2,1-1,2,3 med overvejende sandsynlighed er en følge af, at tænderne er blevet fjernet uden dokumenteret samtykke.

Codan fandt, at tænderne som udgangspunkt var bevaringsmulige gennem rodbehandling af tænderne 3-2,3, fyldningsbehandling og kronebehandling af de to mest destruerede tænder -2 og -3.

Codan fandt i den forbindelse, at bedst mulig behandling tilsiger, at der forud for enhver behandling foretages fyldestgørende information om relevante behandlingsmuligheder, herunder fordele og ulemper, at det skrives i journalen og på baggrund heraf noteres patientens bemærkninger herom og patientens valg af behandling. Behandlingen har dermed ikke været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Patienten er derfor berettiget til erstatning i forbindelse med isættelse af to implantater ved regio 3-3, tryklåssystem og montering af helprotesen til underkæben. Der skal dog foretages fradrag for rodbehandling af tænderne 3,2-2,3 grundet caries, stiftopbygning og kronebehandling af tænderne -2,3 samt plastfyldninger i tænderne 3,2,1-. Fradraget kan ifølge Codan opgøres til i alt 27.200 kr. og vil blive modregnet i erstatningen.

Derudover er patienten berettiget til erstatning for udgifterne til transport og medicin ved fremsendelse af dokumentation herfor.

I brev af 24. juli 2015 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 33.800 kr. i erstatning.

Codan fandt, at det fremsendte behandlingsoverslag vedførende fire implantater i underkæben hverken er rimelig eller en nødvendig behandling, uanset om man vælger en hybridretineret helprotese eller en fast bro i fronten og en dobbelt friende unitor i siderne.

Codan fandt i den forbindelse, at to implantater vil være fuldt tilstrækkeligt og antageligt også det mulige ved regio 3-3. Patienten er derfor alene berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med to implantater til maksimalt 10.000 kr. stk. samt 2 abuments à 2.500 kr. samt en seksledddet bro à 6.000 kr. Erstatningen udgør således 61.000 kr. Der skal dog foretages fradrag i erstatning med 27.200 kr. i henhold til afgørelsen af 10. april 2015.

Erstatningen til den skadesudbedrende behandling udgør herefter 33.800 kr.

I brev af 23. september 2015 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 6.550 kr. i erstatning.

Codan fandt, at det fremsendte behandlingsoverslag vedrørende implantatbehandling og hybridprotese på 35.000 kr. kan godkendes.

Codan fandt imidlertid sammenholdt med afgørelsen af 10. april 2015, at tænderne 3,2-2,3 havde behov for rodbehandling grundet caries. Endvidere skulle patienten have stiftopbygninger i tænderne -2,3, kronebehandling af tænderne -2,3, plastfyldninger i tænderne 3,2,1- samt lokalbedøvelser. Det vil sige, at patienten skulle have brugt i alt 28.450 kr. på behandling og dette beløb skal fratrækkes i erstatningen.

Erstatningen til den skadesudbedrende behandling udgør herefter 6.550 kr.

I øvrigt fandt Codan ikke, at patienten var berettiget til yderligere erstatning og/eller godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 23. september 2015 med den af Codan anførte begrundelse.

Med hensyn til erstatningens udmåling skal der, som også anført af Codan, foretages nogle fradrag for udgifterne til den behandling, som tænderne under alle omstændigheder skulle have haft. Patientforsikringen dækker kun udgifter, der er en følge af den anerkendte skade.

Nævnet finder, at tænderne 3,2-2,3 i forvejen havde behov for rodbehandling grundet caries. Desuden havde tænderne -2,3 yderligere behov for stiftopbygninger og kronebehandling, mens tænderne 3,2,1- havde behov for plastfyldninger for at bevares på længere sigt. Hertil kommer udgifter til lokalbedøvelser for at udføre ovennævnte behandlinger.

Nævnet tiltræder fradragets størrelse på 28.450 kr., hvorefter erstatningen til den skadesudbedrende behandling udgør 6.550 kr.

For så vidt angår helprotesen i overkæben finder nævnet, at protesen kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

I øvrigt finder nævnet, at der ikke er grundlag for yderligere erstatning eller godtgørelse.