Skip to content

3184-15

Skadetype: Manglende diagnostik - Parodontose
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Parodontose

Beskrivelse:

Ej mangelfuld diagnostik og behandling af parodontose. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Ej mangelfuld diagnostik og behandling af parodontose. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 48-årig kvinde, der den 21. september 2005 fik konstateret tab af knogle ved regio tanden 7+. Der blev herefter foretaget almindelig parodontosebehandling samt tandrodsrensning på tanden 7+. Den 23. marts 2006 blev der konstateret en forbedring af den parodontale status, og der blev foretaget udvidet tandrensning generelt samt tandrodsrensning på tanden 6-. Patienten blev desuden instrueret i anvendelsen af tandtråd. Den 20. oktober 2006 blev der konstateret fordybede tandkødslommer på kindtænderne i underkæben samt tanden 7+. Desuden blev der noteret blødning og betændelse fra pocherne. Ifølge journalen var patienten ryger og havde forgæves forsøgt at stoppe hermed. Patienten blev igen instrueret i anvendelsen af tandtråd. Den 12. februar 2007 blev der taget røntgen af tanden -6, hvor der noteres tab af knogle mellem rødderne på tanden. Den 5. marts 2007 var der en forbedring af den parodontale status og der blev foretaget udvidet tandrensning generelt samt tandrodsrensning på tanden 7-. Den 5. oktober 2007 blev der igen konstateret pocher enkelte steder på kindtænderne. Ifølge journalen var patienten fortsat ryger, men ville forsøge at stoppe. Patienten blev instrueret i tandbørstning, og der blev foretaget almindelig parodontalbehandling samt taget bite wings. Den 14. marts 2008 var den parodontale status den samme, og der blev foretaget udvidet tandrensning generelt samt tandrodsrensning på tanden 7-. Den 30. oktober 2008 blev der foretaget almindelig parodontalbehandling samt tandrodsrensning på tanden -7. Ifølge journalen var patienten holdt op med at ryge og fik påvist den parodontale sygdom samt instrueret i tandbørstning. Den 26. februar 2009 var den parodontale status den samme, og der blev igen foretaget udvidet tandrensning samt tandrodsrensning på tanden 7+. Den 14. oktober 2009 blev det noteret i journalen, at patienten var begyndt at ryge igen, men forsøgte at nedsætte forbruget. Patienten fik igen opvist den parodontale sygdom samt instrueret i tandbørstning. Den 10. august 2012 blev patienten informeret om tobakkens negative indvirkning på prognosen af parodontale sygdomme samt opfordret til at ophøre med rygning. Der blev konstateret pocher på flere tænder og at mundhygiejnen var god. Der var dog massive tobaksbelægninger. Der blev foretaget almindelig parodontalbehandling samt tandrodsrensning på tænderne 7+,7,6-6,7. Desuden blev der taget bite wings. Den 20. december 2012 blev patienten informeret om tobakkens negative indvirkning på sårheling og der blev foretaget poche registrering af tandsættet. Der var enkelte steder blødning fra pocherne, og der blev foretaget udvidet tandrensning samt tandrodsrensning på tænderne 4+,7,6-6. Den 14. maj 2013 blev det noteret, at patienten var ked af sin parodontose samt rygning, men var ikke motiveret til at ophøre med rygningen. Der var pocher flere steder i tandsætter samt blødning fra enkelte af pocherne. Der blev foretaget udvidet parodontal behandling samt tandrodsrensning på tænderne 4,3+,7,6-6. Den 29. november 2013 blev patienten igen informeret om rygningens negative indvirkning på den parodontale situation, og blev opfordret til at ophøre med rygningen. Der blev igen foretaget pocheregistrering af tandsættet, og der var enkelte steder blødning fra pocherne. Patienten blev desuden anbefalet bedre renhold mellem tænderne. Der blev konstateret tilbagetrækning af tandkødet som følge af den parodontale situation på tænderne 7,6+6,7 samt 7,6-6,7. Patienten blev informeret om, at en kirurgisk parodontalbehandling kunne udføres, men at den ikke ville blive udført, da patienten røg. Der blev herefter foretaget almindelig parodontalbehandling samt tandrodsrensning på tænderne 5+,7,6-6,7. Den 7. januar 2014 blev der konstateret infektion på gingiva på forsiden af tænderne 7+ og 6+, hvorfor der blev foretaget tandrodsrensning af de to tænder. Den 31. marts 2014 henvendte patienten sig med smerter fra tanden 7+. Der blev derfor taget røntgen af tænderne 7+ og 6- som viste manglende knogle omkring tanden 7+. Tanden kunne ikke bevares, hvorfor den blev trukket ud. Der blev generelt konstateret belægninger både plaque og tandsten. Desuden var der blødning fra pocherne samt pus fra tænder med tab af knogle intraradikulært. Ifølge journalen var patienten fortsat ryger og blev informeret om rygningens skadelige virkning på parodontiet. Der blev desuden foretaget udvidet tandrensning samt tandrodsrensning på flere tænder. Endvidere blev der aftalt hyppigere kontroller og behandling af den parodontale sygdom. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, hvor hun sås første gang den 15. april 2014 på grund af smerter. Der blev konstateret tab af knogle omkring flere tænder og der var flere dybe pocher. Det blev noteret, at kindtænderne i underkæben i begge sider var specielt angrebet af parodontose og flere tænder var løse. Ifølge journalen pressede patienten tænder og blev derfor informeret om, at tandpres kunne have været medvirken til, at tænderne havde løsnet sig. Desuden blev det noteret, at patienten var ophørt med rygning for 14 dage siden, og patienten skulle behandles med dybdegående parodontosebehandling, kirurgisk parodontosebehandling støttet af antibiotikabehandling samt behandles med en bidskinne for at undgå belastning af løse tænder. Der blev derfor den 23. april 2014 foretaget udvidet parodontosebehandling, herunder tandrodsrensning af tænderne 6,5+5,6,7 samt 7,6,5-5,6,7. Den 29. april 2014 blev der taget aftryk til bidskinne, som herefter blev udleveret den 6. maj 2014. Den 4. juni 2014 blev den foretagne parodontosebehandling kontrolleret, og den 8. juli 2014 blev der taget røntgen af tænderne 7,6-. Der blev i den forbindelse konstateret stort tab af knogle omkring tænderne 7,6-, men specielt tanden 6-. Der skulle derfor foretaget kirurgisk parodontosebehandling af tænderne 7,6,5-, som blev udført den 16. juli 2014. Den 24. juli 2014 sås patienten til kontrol efter den kirurgiske parodontosebehandling. Den 29. juli 2014 blev der foretaget tandrodsrensning af tænderne +5,6,7 og -6,7. Der blev tillige foretaget rensning af tanden 6-. Den 3. september 2014 blev den kirurgiske parodontosebehandling kontrolleret. Den 8. oktober 2014 blev patienten instrueret i mundhygiejnen, specielt svarende til tanden 6-. Den 3. december 2014 var patienten til almindelig undersøgelse, hvor der blev instrueret i øget renhold generelt. Desuden blev det konstateret, at tænderne 7,6- var løse af 1. grad og der blev foretaget tandrodsrensning på tænderne 5+,6-7. Ifølge journalen var der ikke flydende betændelse fra pocherne og kun ringe blødning fra pocherne.
Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til genetablering af den mistede tand samt medicinudgifter forbundet med skaden. Desuden søges om økonomisk kompensation for tort og svie og for 4 sygedage som følge af skaden.

1. instans afgørelse:

I brev af 17. september 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at det foreliggende journal- samt røntgenmateriale viser, at patientens tandsæt er angrebet af en langsomt udviklende parodontose, der periodevis er overgået til en mere aggressiv type.

Codan fandt videre, at patienten løbende er blevet informeret om rygningens negative indvirkning på den parodontale status samt på sårheling. Desuden har patienten fået påvist den parodontale sygdom og er blevet instrueret i hjemmetandpleje, herunder anvendelse af metoder til rensning af mellemrummene mellem tænderne samt informeret om, at der kunne foretages kirurgisk parodontosebehandling, men at det ikke vil blive foretaget på grund af rygning, idet indgrebet ville være nytteløst.

Codan fandt desuden, at der løbende er blevet foretaget en vurdering af det parodontale niveau, der i perioder har været stabilt, men i andre perioder mere akut. Endvidere er der blevet foretaget pocheregistreringer af tandsættet generelt samt noteret, om der har været blødning eller pus fra pocherne.

Codan fandt derfor, at der ikke er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling, da tabet af tanden 7+ samt tabet af knogle omkring flere af patientens tænder skyldes grundlidelsen parodontose. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 17. september 2015 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at den nuværende tandstatus og eventuelle tab af tænder er en følge af grundlidelsen parodontose og ikke den udførte parodontosebehandling eller mangel på samme. I den forbindelse har nævnet fundet, at den udførte behandling har været bedst mulig under de givne omstændigheder i den periode, hvor De er blevet behandlet af tandlægen.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1/ lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.