Skip to content

3188-16

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Behandling med en plastisk fyldning og efterfølgende smerter. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behandling med en plastisk fyldning og efterfølgende smerter. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 56-årig kvinde, der den 14. oktober 2014 skulle have lavet en plastisk fyldning i tanden 5-. Ved en fejl blev der anlagt bedøvelse i den modsatte side, men da der var caries tanden -5, blev det aftalt, at der blev lavet en plastfyldning i tanden. Efterfølgende blev der lavet en plastfyldning i tanden 5-. Den 28. november 2014 henvendte patienten sig telefonisk, da hun stadig havde mange smerter i regio -5. Den 1. december 2014 henvendte patienten sig til en anden tandlæge, som ordinerede smertestillende medicin. Den 26. februar 2015 blev der taget røntgen af tanden +7 og der blev konstateret infektion. Tandlægen fandt, at infektionen sandsynligvis var årsag til patientens symptomer og udtalte bruxisme gennem de sidste måneder. Tanden +7 blev herefter trukket ud.

Patienten søger nu om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. oktober 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at det fremgår, at der er sket en påvirkning af vævet i forbindelse med anlæggelsen af lokalbedøvelsen ved regio -5, men en sådan er hændelig og overstiger ikke, hvad man med rimelig må tåle i forbindelse med tandbehandling.

Codan fandt videre, at der i forbindelse hermed med overvejende sandsynlighed er sket en samtidig opblussen af den parodontale proces omkring tanden +7 og denne har vedligeholdt patientens smerter.

Codan fandt endvidere, at det fremgår af sagen, at efter fjernelsen af tanden +7 var der alene lidt symptomer tilbage i forbindelse med tygning af mad.

Samlet fandt Codan, at der ikke er sket en skade omfattet af loven og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 21. oktober 2015 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at anlæggelsen af bedøvelsen ved regio -5 er årsagen til Deres efterfølgende gener. Deres gener findes derimod at være en følge af betændelsen ved tanden +7, som ikke er opstået som følge af behandlingen, men er en følge af grundlidelsen parodontose.

Nævnet finder videre, at behandlingen af tænderne -5 og +7 har været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.