Skip to content

3179-15

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Parietal perforation og efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Parietal perforation og efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 65-årig kvinde, der den 19. marts 2008 fik konstateret caries i tanden 6-. Røntgen fandtes at vise cariesangreb under guldkronen, og patienten blev informeret om, at der var risiko for behov for rodbehandling af tanden 6-. Tanden blev herefter behandlet med en fyldning den 1. april 2008. Den 9. november 2012 blev der konstateret rodspidsbetændelse på tanden 6-, og der blev derfor indledt rodbehandling af tanden den 19. november 2012. Ifølge journalen forekom rødderne oblitererede, og der var mistanke om, at der i forbindelse med bearbejdningen af rodkanalerne eller ved udboringen af tanden var sket en parietal perforation. Det blev derfor noteret, at patienten skulle henvises til specialist for rodbehandlingen, hvilket patienten blev den 27. november 2012.

Patienten søger nu om erstatning for udgifter i forbindelse med udbedring af kæben samt senere behov for implantatbehandling regio 6-. Desuden søges der om erstatning for medicin- og transportudgifter, tabt arbejdsfortjeneste samt godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 16. september 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at der var fagligt grundlag for rodbehandling af tanden 6- på grund af rodspidsbetændelse, som dokumenteret på røntgen fra den 9. november 2012.

Codan fandt videre, at gennembrydningen af roden i røddernes forgreningsområde ikke har haft negative konsekvenser for tanden 6-, hvilket bekræftes af røntgen fra den 31. marts 2014. Røntgen viser opheling af den tidligere parietale perforation samt at der er rodspidsbetændelse på tanden 6-, specielt på den forreste rod. Rodspidsbetændelse ved tanden 6- vurderes derfor ikke at kunne henføres til gennembrydningen af roden.

Codan fandt endvidere, at rodbehandlingen af tanden 6- kan omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del.

Codan fandt i den forbindelse, at revision af en rodbehandling kan udføres gennem kronen eller kirurgisk. I dette tilfælde blev revisionen udført kirurgisk, idet tidligere behandling havde sandsynliggjort, at det ikke var muligt at rodbehandle tanden 6-’s forreste, indre rodkanal gennem kronen på grund af obliteration. Selv rodbehandlinger, der er udført optimalt, kan ved kontrol fremstå med infektion, der kræver revision.

Codan fandt endvidere, at et eventuelt krav om tilbagebetaling for den første rodbehandling må fremføres over for tandlægen, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 16. september 2015 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at rodbehandlingen af tanden 6- kan laves om under samme forudsæt-ninger som forud for den oprindelige rodbehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Det efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling er en følge af, at rodkanalen var tilkalket, hvilket ikke er en følge af den udførte rodbehandling og heller ikke en følge af gennembrydningen.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.