Skip to content

3312-16

Skadetype: Manglende diagnostik - Parodontose
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Parodontose

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af parodontose. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling af parodontose. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 69-årig mand, der siden februar 1994 og frem til den 25. august 2014 har konsulteret tandlægen regelmæssigt, hvor der ca. 2 gange om året er foretaget tandeftersyn og tandrensning. Den 25. marts 1995 blev den rodbehandlet tand -7 behandlet med en krone. Ifølge journalen blev tanden -6 rodbehandlet den 25. november 1998 og kronebehandlet den 4. september 2009. Den 16. juli 2014 blev der taget røntgen samt ordineret penicillin. Den 15. januar 2015 konstaterede ny tandlæge caries i tanden 6- samt rodspidsbetændelse. Desuden blev der konstateret utilstrækkelig rodfyldning og rodspidsbetændelse på den bagerste rod af tanden -7. Endvidere konstateres løsning af overkæbefortænderne, som derfor skal vurderes af en specialtandlæge.

Patienten søger nu om erstatning for den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. juni 2016 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 3, stk. 1 og § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at der ikke er sket tilfredsstillende parodontosebehandling af patientens tandsæt. Ved de regelmæssige undersøgelser er der alene foretaget depuration. Af den grund er tænderne 1+,+1 og +2 med overvejende sandsynlighed blevet svækket og dermed løse nu.
Codan fandt videre, at bedst mulig behandling havde indebåret, at der var blevet iværksat tilstrækkelig parodontosebehandling af tandsættet ved de regelmæssige eftersyn, herunder udvidet parodontosebehandlinger samt tandrodsrensninger.

Codan fandt dermed, at der ikke er foretaget rettidig diagnostik eller terapeutiske tiltag i overensstemmelse med den bedst mulige behandling under de givne omstændigheder.

Codan fandt derfor, at patienten er berettiget til 4.000 kr. i erstatning til fiksering af tænderne 1+,+1 og +2.

I øvrigt fandt Codan, at patienten ikke var berettiget til yderligere erstatning og/eller godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder, at der i forbindelse med fikseringen af tænderne 1+1,2 er behov for en udvidet parodontalbehandling. Der kan derfor tillige tilkendes erstatning for udgifterne hertil. Der skal dog foretages fradrag for almindelig parodontal behandling i perioden, da patientforsikringen alene erstatter udgifter, der er en følge af skaden og ikke udgifter, som De under alle omstændigheder skulle have afholdt. Behandlingsoverslag skal fremsendes til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.

For så vidt angår et eventuelt behov for bidløftning finder nævnet, at dette behov bestod forud for den anerkendte skade og er derfor en følge af forhold ved Dem selv og ikke den mangelfulde behandling af parodontose. Der kan derfor ikke tilkendes erstatning for udgiften hertil.