Skip to content

3301-16

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende knækket krone og behov for kirurgisk rodbehandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende knækket krone og behov for kirurgisk rodbehandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 61-årig kvinde, der den 7. maj 2012 havde ømhed fra regio -6,7, som var perkussionsøm. Der blev taget røntgen og noteret obs for apicalis. Da det var usikkert, om det var -6 eller -7, der var nekrotisk, blev det besluttet at afvente. Den 11. juni 2012 fik indledt rodbehandling af tanden 6- igennem porcelæns-kronen, da patienten mente, at det var tanden -6, der var symptomgivende. Den 19. juni 2012 blev rodbehandlingen fortsat, og den 26. juni 2012 blev tanden rodfyldt. I den forbindelse blev der taget røntgen, som fandtes at vise en knækket rodfil i den forreste tandrod. Den 19. april 2013 noterede ny tandlæge, at patienten fortsat havde ømhed ved funktion på tanden -6, men det gik bedre. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise en let opklaring, men heling omkring rødderne i forhold til startbillede. Man ville derfor afvente. Den 29. december 2015 blev det konstateret, at kronen var knækket. Der blev derfor fjernet løst cement og rodfyldning og tanden blev lukket med en midlertidig fyldning. Den 13. januar 2016 fandtes røntgen at vise apikal opklaring på mesiale rod og der blev planlagt kirurgisk rodbehandling samt ny krone.

Patienten søger nu om erstatning for den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. maj 2016 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade som følge af behandlingen. I den forbindelse har Tryg lagt vægt på, at der ved konsultationen den 11. juni 2012 var betændelse i tandnerven, hvorfor der skulle foretages en rodbehandling. Ved selve rodbehandlingen knækkede en rodfil, som senere gav grundlag for rodspidsbetændelse ved den forreste rod på tanden -6.

Tryg fandt videre, at erfaren specialiststandard havde været, at man ved rodbehandlingen den 11. juni 2012 og med rodfyldningen den 26. juni 2012 havde foretaget en forsigtig, men tilstrækkelig åbning af tandkronen, hvorefter de anvendte rodinstrumenter kunne rettes mest muligt op, så man under respekt for tandens anatomi, kunne bruge rodfilen uden fastlåsning og brud. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået en knækket rodfil og følgerne heraf.

Tryg fandt derfor, at patienten er berettiget til erstatning til udbedring af skaden i form af en kirurgisk rodbehandling af den forreste rod på tanden -6.

For så vidt angår det forhold, at patienten søger om erstatning for den knækkede krone ved tanden -6, fandt Tryg, at der ikke er tale om en skade.

Tryg fandt i den forbindelse, at det forhold, at kronen efterfølgende knækkede, skyldes med overvejende sandsynlighed svækkelsen efter rodbehandlingen. Fornyelsen af kronen kan udføres på lige vilkår, som da den blev monteret og har ikke i sig selv medført et forøget behandlingsbehov eller forringelse af patientens tandstatus. Det betyder, at patienten kan få lavet en ny krone, uden at det vil have en negativ påvirkning af tænder eller forringelse af tandstatus. Det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

For så vidt angår det forhold, at der den 29. december 2015 blev fjernet den ene rodfyldning fra tanden -6, fandt Tryg, at bedst mulig behandling af tanden vil medføre en ny rodfyldning, inden en eventuel kirurgisk rodbehandling. Denne behandling kan også laves om, uden at det vil medføre en negativ påvirkning af patientens tænder. Der er derfor ikke tale om en skade i lovens forstand. Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Regionstandlægenævnet.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 25. maj 2016, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at røntgenbillede fra den 28. februar 2012 viser en meget stor udboring af kronen i forbindelse med kronebehandlingen af tanden -6. Det findes derfor overvejende sandsynligt, at kronen knækker som følge af denne udboring. Der kan derfor tillige tilkendes erstatning for udgiften til en ny krone og til opbygning, hvis der er behov herfor. Behandlingsoverslag skal fremsendes til Tryg med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.

 

Nævnet finder, at behandlingen med stor udboring ikke har været bedst mulig under de givne omstændigheder, hvorfor denne skade erstattes efter § 20, stk. 1, nr. 1.

 

Nævnet finder, at den knækkede rodfil er en følge af svigt i apparaturet. Denne skade anerkendes derfor efter § 20, stk. 1, nr. 2. Dette har ingen betydning for den tilkendte erstatning.