Skip to content

3294-16

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende tag af tænder. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende tag af tænder. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 75-årig kvinde, der den 6. januar 2015 fik rodbehandlet tanden 1- på grund af rodspidsbetændelse. I den forbindelse blev der taget røntgen, og det blev noteret, at der var knækket et rodinstrument i rodspidsenden, som ikke kunne fjernes. Den 15. juni 2015 henvendte patienten sig med tandpine og ømhed ved -1. Røntgen fandtes at vise apical opklaring og tanden var perkussionsøm. Tandlægen fandt endvidere, at der var udtalt fæstetab på både 1- og -1 og anbefalede derfor udtrækning af begge tænder og en MK-bro fra 2- til -2. Ifølge patienten er de to tænder trukket ud og der er isat to implantater.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. maj 2016 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at røntgen fra den 6. januar 2015 viser, at tanden 1- havde mistet 80% af sin tandbærende knogle. Tilsvarende er gældende for tanden -1. Desuden ses tænderne 1-1 fyldningsbehandlet i tandhalsområdet til kontakt med rodkanalen, som var tilbagetrukket og tilkalket.

Codan fandt derfor, at tanden 1-’s svækkelse af grundlidelse gør, at tanden forventeligt vil mistes, da dens rodfæste var forsvundet som følge af grundlidelse.

Codan fandt videre, at tanden allerede da med overvejende sandsynlighed, trods det behandlingsmæssige forsøg på funktionsforlængelse, var tabt. Uanset behandlingsvalg vil rekonstruktionen af tænderne 1-1 behandlingsmæssigt være det samme nu som i januar 2015.

Codan fandt derfor samlet, at patientens behandlingsbehov ikke er forøget som følge af tandlægens behandling. Der er således ikke sket en skade omfattet af loven og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder, at røntgen viser, at tænderne 1-1 allerede forud for rodbehandlingen havde mistet 80% af knoglefæstet. Det findes derfor overvejende sandsynligt, at tænderne ikke mistes som følge af den knækkede rodfil og rodspidsbetændelsen.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.