Skip to content

3353-16

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Rodbehandling og behandling med stift- og krone med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rodbehandling og behandling med stift- og krone med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 66-årig mand, der ifølge journalen fra den 20. maj 2015 havde mistet guldkronen på tanden -6. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden den 27. maj 2015, da tanden efterfølgende skulle opbygges med en rodkanal-forankret stiftopbygning og krone. Den 8. juni 2015 blev rodbehandlingen fortsat, hvor der blev konstateret en vital nerve i distale kanal, mens der var nervedød i de to mesiale rødder. Den 16. juni 2015 blev rodbehandlingen afsluttet, og der blev foretaget udboring til støbt opbygning samt beslibning til krone. Den 24. juni 2014 blev den rodkanal-forankrede stiftopbygning prøvet og i den forbindelse skete der en afbrækning af stiften i tanden -6’s bagudvendende rod. Det afbrækkede stiftstykke kunne ikke fjernes og opbygningen og kronen blev herefter cementeret på tanden. Ifølge journalen fra den 6. januar 2016 havde tanden været øm ved tygning og der blev foretaget korrektion af sammenbiddet. Efterfølgende var patienten hos en anden tandlæge, hvor det den 21. januar 2016 blev noteret, at tanden var øm ved tygning. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise betændelse ved den fremadvendende rodspids af tanden -6. Den 1. marts 2016 var kronen på tanden -6 løs og det blev konstateret, at der ikke var meget tand-substans tilbage. Røntgen viste stadig betændelse ved rodspidsen af den fremadvendende rod. Den 14. marts 2016 blev tanden trukket ud.

Patienten søger nu om erstatning for tanden -6 med en implantatbåret krone.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. juni 2016 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade som følge af den udførte behandling.

Tryg fandt, at tanden -6 fremstod som bevaringsværdig, samt at grundlidelsen i form af tab af tandsubstans medførte behov for rodbehandling, stiftopbygning og krone. Rodbehandlingen var tæt og ført til rodspidsen, men på trods heraf fremstod tanden med rodspidsbetændelse på tandens forreste rod.

Tryg fandt videre, at komplikationen med betændelse på tandens forreste rod ikke har årsag i behandlingen. Bedst mulig behandling havde imidlertid indebåret behandling af betændelsestilstanden med kirurgisk rodbehandling. Restaureringen med stift-opbygning og krone lykkedes ikke, da rodstiften knækkede og kronen blev indsat uden et sikkert og tæt ringgreb.

Tryg fandt i den forbindelse, at den erfarne specialist ikke havde monteret kronen, uden at der var opnået en forankring med en ny stift i den bageste rod og/eller en stift i tandens forreste rod. Kronen skulle desuden være blevet fremstillet med et sikkert og tæt ringgreb og dermed den nødvendige vedhæftningsevne. Derved kunne det med overvejende sandsynlighed være undgået, at tanden -6 mistedes.

Tryg fandt herefter, at det fremsendte behandlingsoverslag på den skadesudbedrende behandling i form af udtagning af tanden -6 samt erstatning af denne med implantat-båret krone på i alt 22.205,65 kr. kan dækkes. Der vil dog være fradrag på 3.500 kr. svarende til sparede udgifter til en nødvendig kirurgisk rodbehandling af den forreste rod på tanden -6. Dette skulle være foretaget, såfremt at tanden skulle være bevaret på lang sigt.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 30. juni 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at tanden -6 skulle have været kirurgisk rodbehandlet som følge af caries og følgetilstanden hertil i form af rodspidsbetændelse for at kunne være bevaret, såfremt der ikke var sket en skade. Der skal derfor foretages fradrag for denne behandling, da patientforsikringen alene dækker merudgifter som følge af den anerkende skade og ikke udgifter, som patienten under alle omstændigheder skulle have afholdt. Desuden tiltrædes fradragets størrelse.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Endvidere tiltrædes erstatningens størrelse og fradrag.