Skip to content

3383-16

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Fyldningsbehandling og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Fyldningsbehandling og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 34-årig kvinde, der den 20. februar 2003 fik behandlet tænderne +6 og -5 med amalgamfyldninger. Den 24. maj 2006 blev tanden 7+ behandlet med en amalgamfyldning efter delvis renboring og den 21. november 2006 blev tanden renboret og fyldt med amalgamfyldning igen. Desuden blev tanden +5 renboret og behandlet med en fyldning i plast. I perioden fra den 23. november 2007 og frem til den 8. november 2010 blev tænderne 5+,3+,7-,-5 og -6 behandlet med plastfyldninger. Af journal fra den 13. august 2008 i forbindelse med en undersøgelse for kæbekirurgi fremgår det, at patienten har oplyst, at en udredning af gigtgener ved en reumatolog ikke har givet diagnose. I den forbindelse er der gennemført behandling med steroid injektioner ca. 3 måneder tidligere. I perioden fra den 31. marts til den 1. juni 2015 blev tænderne 7+,6+,+6,6-,-6 og -7 behandlet med plastfyldninger.

Patienten søger nu om erstatning for sit økonomiske tab samt diverse udgifter.

1. instans afgørelse:

I brev af 16. august 2016 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at der ikke er fremlagt bevis for, at behandlingen med fyldninger udført af den behandlende tandlæge i 2006 er årsag til patientens psykiske gener og fysiske ubehagsgener.

Codan har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremlagte materiale fra patienten ikke understøttes af faglig anerkendt viden. Der er dermed ikke sket en skade som følge af den udførte behandling og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 16. august 2016 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at behandlingen med amalgamfyldninger i 2006 er årsagen til patientens efterfølgende gener.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1.