Skip to content

3403-16

Skadetype: Skade på rod - Kompliktation til rodbehandling
Afgørelsetype: Afvist - Forældet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Rodfyldning

Beskrivelse:

Mangelfuld rodbehandling. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Mangelfuld rodbehandling. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 53-årig kvinde, der den 20. oktober 2003 fik forsynet tanden 6+ med en porcelænskrone. Den 1. april 2004 blev der indledt rodbehandling af tanden på grund af smerter. Rodbehandlingen blev afsluttet den 15. april 2004, hvor der tillige blev taget aftryk til en ny kroen. Den 23. april 2004 blev den nye krone cementeret. Den 20. februar 2006 blev der taget bite wings og den 19. januar 2009 blev der taget røntgen af tanden 6+. Den 14. marts 2013 var patienten til undersøgelse hos en anden tandlæge, hvor der blev taget bite wings. Efterfølgende overgik patienten til behandling hos en tredje tandlæge, hvor der den 13. juli 2016 blev noteret, at tanden 6+ var bankeøm. I den forbindelse blev der taget røntgen, som fandtes at vise caries under porcelænskronen, rodspidsbetændelse samt utilstrækkelig rodbehandling af tanden 6+. Der blev derfor den 23. august 2013 planlagt afmontering af krone og omgørelse af rodbehandling.

Patienten søger nu om erstatning for udgifter hertil.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Trygs afgørelse af 10. oktober 2016 stadfæstes.

Tryg har begrundet afgørelsen med, at Deres erstatningskrav er forældet. Tryg har lagt til grund, at skaden er sket den 1. april 2004, hvilket er mere end 10 år, før De anmeldte Deres erstatningskrav til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning.

De har i Deres ankeskrivelse blandt andet anført, at uanset hvor længe siden det er, er det åbenlyst, at rodbehandlingen af 6+ er sjusket udført og endda ufærdig, og at kronen ikke er monteret korrekt. De har derfor været nødt til at få endnu en rodbehandling i samme tand og en ny krone. De mener, at det ikke er ok, at sådan en behandling skal gentages i samme tand.

Som anført i Trygs afgørelse forældes eventuelle krav efter reglerne i lov om patient-forsikring (nuværende lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet) senest 10 år efter, at skaden er forårsaget. Da skaden er sket den 1. april 2004, og Deres skadesanmeldelse først blev modtaget den 29. juli 2016, er sagen derfor forældet, som anført af Tryg.

Det bemærkes, at det forhold, at rod- og kronebehandlingen eventuelt ikke har været udført bedst muligt og dermed medført behov for ny rod- og kronebehandling, ikke har betydning for forældelsesfristen.

Denne afgørelse, kan ikke indbringes for nogen administrativ myndighed. Afgørelsen kan alene indbringes for de almindelige domstole inden for en frist på 6 måneder.