Skip to content

3396-16

Skadetype: Skade på krone
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Uberettiget udtrækning af tand. Erstatningens omfang og fradragets størrelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Uberettiget udtrækning af tand. Erstatningens omfang og fradragets størrelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 56-årig mand, der den 5. september 2011 henvendte sig til tandlægen med ønske om at få ordnet to tænder, da det var en betingelse for at blive udsendt af militæret. I den forbindelse blev tanden 6+ beskrevet som rodbehandlet og med en asymptomatisk rodspidsbetændelse samt knækket amalgamfyldning. Ifølge journalen blev det aftalt at forsyne tanden med rodstift og en ny amalgamfyldning og hvis der senere opstod problemer, så måtte de løses da. Tanden blev derfor restaureret som aftalt og der blev taget røntgen af rodstiftudboringen. Desuden blev det noteret, at tænderne 6+ og +6 skulle kronebehandles, når patienten kom hjem fra en rejse. Tanden +6 blev dog repareret midlertidigt med plast. Den 25. oktober 2011 blev tanden +7 behandlet med en plastfyldning og den 17. november 2011 blev der ordineret antibiotikum for betændelse ved tanden 6+. Den 2. marts 2012 blev det aftalt at fjerne tanden 6+ samt rekonstruktion heraf med bro fra 7+ til 5+ til en reduceret billig pris som kompensation for behandlingsforløbet af tanden. Tanden 6+ blev derfor fjernet den 7. marts 2012 og den 24. marts 2013 blev der opdaget en efterladt rod i forbindelse med hævelse ved regio 6+, som blev fjernet. Den 15. januar 2014 blev tanden +7 behandlet med en plastfyldning i den fremadvendende flade. Den 24. marts 2015 henvendte patienten sig med kuldefølsomhed fra tanden 7+, og der blev konstateret revner i tanden samt tilbagetrukket tandkødsrand. Tanden blev derfor lakforseglet. Den 1. december 2015 blev der indledt rodbehandling af tanden +6 på grund af rodbetændelse og patienten blev informeret om, at tanden havde en dårlig prognose. Den 2. december 2015 blev der konstateret caries i begge mellemrumsflader og inderfladen på tanden +6. Det blev derfor aftalt at fjerne tanden, da hullet var stort og en kronekant ville skulle placeres under knogleniveau. Tanden blev derfor fjernet ved deling. Den 8. december 2015 blev patienten behandlet med nellikeolieindlæg for knoglesmerter efter afstødt sår. Den 18. december 2015 henvendte patienten sig, fordi tanden +5 var løsnet og han mistænkte tandfjernelsen som årsag hertil. Der blev ordineret antibiotikum og tandlægen fandt, at der ikke var sammenhæng mellem fjernelse og løsning af tanden, men at det derimod var rodspidsbetændelse, der var årsag til løsning af tanden +5.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til indsættelse af tre implantater samt godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 23. september 2016 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade som følge af behandlingen.

Tryg fandt, at røntgen fra den 1. december 2015 viser tanden +5 med normal rodspidsknogle. Tanden +6 havde en svækket tandkrone, men en solid rodsokkel. Rodkomplekset var omgivet af sund knogle og rodkanalerne var tilgængelige, da de ses med tre tilbundsgående rodfile.

Tryg fandt derfor, at tanden +6 var bevaringsværdig, da den var funderet i en sund knogle, rodkanalerne var tilgængelige og tanden kunne være blevet restaureret med en krone.

Tryg fandt videre, at patienten ikke i tilstrækkelig grad er blevet informeret om denne behandlingsmulighed. Der er derfor sket en skade, idet patienten mistede tanden +6 uden at journaliseret informeret samtykke. I vurderingen er endvidere indgået, at tanden +5 på røntgen ses med sund rodspidsknogle den 1. december 2015 og betændt rodspidsknogle den 17. december 2015. På den baggrund findes det sandsynligt, at tanden +5 under fjernelsen af tanden +6 led overlast. Tryg fandt i den forbindelse, at tanden +5 var bevaringsværdig, da den fortsat var velfunderet i knoglen. En eventuel nødvendig behandling af rodspidsbetændelsen på tanden +5 er overvejende sandsynligt forårsaget af overlast påført ved fjernelse af tanden +6 og der er derfor sket en skade.

I den forbindelse fandt Tryg, at erfaren specialiststandard havde været, at man før udtagelsen af tanden +6 havde sikret fyldestgørende information om relevante behandlingsmuligheder, herunder fordele og ulemper, at det fremgik af journalen og på baggrund heraf havde noteret patientens bemærkninger og valg af behandling. Tryg fandt det overvejende sandsynligt, at patienten på baggrund af fyldestgørende information om alle behandlingsmuligheder ville have valgt at gennemføre rodbehandling, stiftopbygning og kronebehandling af tanden +6, hvorefter fjernelsen ikke var blevet gennemført.

I forhold til tanden +5 ville bedst mulig behandling have været, at instrumenterne var blevet anlagt således, at nabotænderne ikke var blevet belastet og beskadiget. Ved en sådan tilgang ville tanden +5 ved fjernelsen af tanden +6 ikke være blevet beskadiget.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter til behandling i form af rekonstruktion af tanden +6 samt kirurgisk rodbehandling af tanden +5. Der vil dog være fradrag for sparede udgifter på i alt 12.400 kr., som patienten skulle have afholdt, såfremt tanden var bevaret. Alternativt kan der udbetales en godtgørelse for tab af tanden +6 på 4.000 kr.

Tryg fandt desuden, at patienten siden den 5. september 2011, hvor han ifølge journalen blev varslet om risiko for komplikationer med tanden 6+, har været klar over, at der var sygdom, altså rodspidsbetændelse ved tanden 6+. Patienten fik ordineret antibiotikum for dette den 18. november 2011. Efter aftale fjernedes tanden 6+ den 8. marts 2012 og patienten blev kompenseret for behandlingsforløbet med tilbud om rekonstruktion med en bro fra tænderne 7+ til 5+ til en reduceret pris. På den baggrund fandt Tryg det overvejende sandsynligt, at patienten var klar over, at han havde rodspidsbetændelse på tanden 6+ og at denne blev rodstiftforstærket trods et forventet behandlingsbehov af betændelsen. Ydermere fik patienten på den baggrund fjernet tanden den 2. marts 2012 med tilbud om rekonstruktion til en reduceret pris. Patienten har dermed haft kendskab til en mulig skade senest den 8. marts 2012 og skaden skulle derfor være blevet anmeldt senest den 8. marts 2015, idet der gælder en 3-årig forældelsesfrist fra kendskabs-tidspunktet. Sagen vedrørende tanden 6+ er derfor forældet.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 23. september 2016, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at røntgenbillede fra den 1. december 2015 viser, at der var en tilstedeværende betændelse ved tanden +5 forinden fjernelsen af tanden +6. Behovet for kirurgisk rodbehandling af tanden +5 er derfor en følge af grundlidelsen betændelse og ikke udtagning af tanden +6. Den af Tryg tilkendte erstatning for udgifterne til kirurgisk rodbehandling af tanden +5 bortfalder derfor.

Nævnet finder videre, at tanden +6 under alle omstændigheder skulle behandles med rodbehandling, stiftopbygning og krone for at bevares på længere sigt. Der skal derfor foretages fradrag herfor, da der alene ydes erstatning for udgifter, som er en følge af skaden og ikke udgifter, som De under alle omstændigheder skulle have afholdt. Desuden tiltrædes fradragets størrelse.

For så vidt angår tanden 6+ finder nævnet, at en eventuel skade er forældet, idet De burde have vidst senest den 2. marts 2012, at der eventuelt kunne være en skade. I den forbindelse er der lagt vægt på, at det blev aftalt denne dag, at tanden skulle trækkes ud og De blev tilbudt rekonstruktion til nedsat pris som kompensation for behandlings-forløbet af tanden.