Skip to content

3355-16

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Implantatbehandling og efterfølgende behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Implantatbehandling og efterfølgende behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 62-årig mand, der den 1. februar 2012 fik konstateret caries i tanden +4. Tanden blev derfor rodbehandlet den 2. februar 2012 og rod- og plastfyldt den 8. februar 2012. Den 18. oktober 2013 var tanden +4 knækket, hvorfor den blev udtaget samme dag. Ifølge journalen fra den 14. november 2013 havde patienten den 8. november 2013 fået indsat et implantat ved regio +4 af anden tandlæge. Den 14. maj 2014 blev der monteret en midlertidig krone på implantatet regio +4. Den 7. november 2014 blev der behandlet for paradentose på tanden +3. Den 14. oktober 2015 var der fortsat paradentose ved regio +3,4. og der blev foretaget tandrensning med skylning. Den 3. november 2015 fandtes røntgen at vise hurtigt progredierende fæstetab mellem tanden +3 og implantat regio +4. Det kunne ikke afgøres, om årsagen hertil var bakterier eller mekanisk påvirkning eller begge dele.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 31. august 2016 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade ved behandling af tanden +3 i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade ved behandlingen af tanden +3 hos tandlægerne.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgenbilledet af 8. november 2013 viser, at der var behov for knogleopbygning, inden implantatet ved tanden +4 kunne installeres. Den erfarne specialist havde inden den videre behandling af tanden +4 sørget for heling i 14 dage efter, at tanden +4 var trukket ud. Efter helingen af knogleopbygningen kunne implantatet ved området ved tanden +4 være placeret på en sådan måde, hvorved komplikationen med knogletab på tanden +3 med overvejende sandsynlighed kunne være undgået.

Tryg fandt, at den manglende knogle har medført, at implantatet ved området ved tanden +4 blev placeret dybt i regionen og brød dermed den biologiske bredde ved tanden +3, hvorfor knogletabet ved tanden +3 opstod.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter til den skadesudbedrende behandling af tanden +3.

Tryg fandt dog også, at patienten ikke er påført en skade ved behandlingen af tanden +4 hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at selv om behandlingen med implantat og krone ved tanden +4 muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet og været i overens-stemmelse med fagligt anerkendte principper, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få nyt implantat ved tanden +4, uden at det vil have en negativ påvirkning af hans tænder eller forringelse af hans tandstatus. Det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning herfor.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 31. august 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at implantatbehandlingen regio +4 kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige implantatbehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. I den forbindelse henvises til Trygs afgørelse for så vidt angår tilbagebetaling af honorar for den første implantatbehandling, herunder indbringelse af sagen for Regionstandlægenævnet.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens omfang.

Hvis De mener, at der er sket en forværring af Deres psykiske lidelse, skal De fremsende dokumentation herfor til Tryg med henblik på en nærmere vurdering heraf.