Skip to content

3400-16

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende behov for ny rodbehandling og fjernelse af fil. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende behov for ny rodbehandling og fjernelse af fil. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 49-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægevagten den 28. august 2015 på grund af smerter. Der blev konstateret rodspidsbetændelse på tanden -6, hvorfor der blev indledt rodbehandling af tanden samme dag. Den 4. september 2015 blev rodbehandlingen fortsat af den behandlende tandlæge og igen den 10. september 2015. Den 11. september 2015 blev det noteret i journalen, at patienten var smertefri. Den 30. september 2015 blev der taget røntgen, som viste en knækket fil i den ene forreste rodkanal. Tanden blev herefter rodfyldt og opbygget i plast. Den 27. januar 2016 blev rodbehandlingen lavet om igennem kronen af en specialtandlæge.

Patienten søger nu om erstatning for at få fjerne filen og blive symptomfri.

1. instans afgørelse:

I brev af 20. august 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade i forbindelse med behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at selv om der knækkede en rodfil i forbindelse med rodbehandlingen foretaget den 30. september 2015, så er der ikke efterfølgende opstået en behandlingskrævende rodspidsbetændelse.

Tryg fandt således, at den knækkede rodfil ikke på nuværende tidspunkt har medført negative konsekvenser for tanden og dermed en forringelse af patientens tandstatus. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.
Tryg fandt videre, at det forhold, at patienten fik foretaget en fornyet rodbehandling den 27. januar 2016, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand, da der er tale om omgørelse af den tidligere udførte behandling. Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Regionstandlægenævnet.

I øvrigt gjorde Tryg opmærksom på, at hvis der udvikles behandlingskrævende rodspidsbetændelse svarende til den forreste rodkanal, kan sagen genoptages. Der gælder en absolut forældelsesfrist på 10 år regnet fra forårsagelsestidspunktet, 30. september 2015, og en 3-årig forældelsesfrist regnet fra det tidspunkt, hvor patienten fik kendskab til rodspidsbetændelsen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 20. august 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at rodbehandlingen har kunnet laves om under samme forudsætninger som den oprindelige rodbehandling, herunder fjernelsen af den knækkede rodfil. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

I øvrigt bemærkes det, at hvis der senere måtte opstå behov for kirurgisk rodbehandling som følge af den knækkede rodfil, kan sagen genoptages jf. Trygs afgørelse.