Skip to content

3411-16

Skadetype: Skade på rod - Rodresorption
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og efterfølgende ekstern resorption. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rodbehandling og efterfølgende ekstern resorption. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 36-årig mand, der fik rodbehandlet tanden +1 samt behandlet tænderne 1+ og +1 med porcelænsfacader den 31. maj 2000 efter at have været udsat for et uheld. Den 23. juli 2002 blev tanden 1+ rodbehandlet, da tanden var fraktureret på grund af et uheld. I den forbindelse blev det noteret i journalen, at der måske var sket en rodfraktur. Den 24. juli 2002 blev der taget kontrolrøntgen og den 27. september 2002 blev tanden forsynet med en lille stiftopbygning samt restaureret med krone. Den 31. marts 2008 blev patienten anbefalet at erstatte tanden 1+ med en bro. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, hvor det i forbindelse med almindelig undersøgelse den 24. juni 2011 blev vurderet, at tanden 1+ havde en dårlig prognose på grund af betændelse. Den 4. januar 2016 kontaktede patienten tandlægen, da han to måneder tidligere havde fået et slag på tanden 1+ og derfor følte, at tanden var blevet lidt løs. Der blev taget røntgenbillede, som fandtes at vise ingen forandringer i forhold til et billede fra marts 2015. Patienten blev derfor anbefalet en implantatløsning og at han skulle henvende sig, hvis der opstod smerter. Den 13. januar 2016 henvendte patienten sig, da han følte, at tanden var løs. Det blev herefter besluttet at fjerne tanden, hvilket skete den 8. februar 2016. Efter udtrækningen blev det konstateret, at der var en parietal perforation af roden.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til en ny fortand, da der under rodbehandlingen i sommeren 2002 er sket en skade på tanden 1+.

1. instans afgørelse:

I brev af 8. september 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at tanden 1+ ikke mistes på baggrund af en tandbehandling, men at der er tale om forhold hos patienten selv (grundlidelse), at der sker en opløsning af tandroden (rodresorption).

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgen fra den 24. juli 2002 viser, at tanden allerede på daværende tidspunkt var angrebet af en rodresorption, som med overvejende sandsynlighed kan være en komplikation til uheldet i maj 2000. Resorptionen, der har opløst roden fra ydersiden, er årsagen til, at tanden allerede på daværende tidspunkt i 2002 havde en udsigtsløs prognose på langt sigt.

Tryg fandt således, at der ikke er sket en skade i lovens forstand og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 8. september 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at røntgenbillederne fra 2002 viser, at der er tale om en ekstern resorption ved tanden 1+ som følge af det tidligere traume mod tanden i 2000. Tanden mistes derfor med overvejende sandsynlighed som følge heraf og ikke som følge af den udførte tandbehandling.

I den forbindelse bemærkes det, at nævnet ikke finder, at røntgenbillederne og de kliniske billeder i sagen viser tegn på skævboring.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1 (nuværende lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1).