Skip to content

3239-16

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Kronebehandling og efterfølgende behov for rodbehandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Kronebehandling og efterfølgende behov for rodbehandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 65-årig kvinde, der ifølge journalen fra den 18. november 2013 mærkede ømhed ved tanden 7-. I den forbindelse konstaterede tandlægen en revne i tandkronen og efter fjernelse af fyldningen kunne det ses, at revnen gik dybere. Patienten blev derfor anbefalet at få en midlertidig krone på tanden og senere en permanent krone, såfremt symptomerne aftog. Det blev noteret, at tanden reagerede på kulde og at et røntgen viste intet abnormt. Tanden blev restaureret med en midlertidig krone. Den 20. november 2013 var den midlertidige krone faldet af, hvorfor den blev recementeret. Den 25. november 2013 havde patienten symptomer fra tanden, men den var ikke længere kulde- varmefølsom. Der blev foretaget korrektion af sammenbiddet og patienten blev informeret om, at der kunne være behov for rodbehandling af tanden. Patienten ønskede dog at afvente. Den 4. december 2013 var tanden symptomfri og den midlertidige krone blev recementeret. Den 16. januar 2014 havde den midlertidige krone løsnet sig. Den 22. januar 2014 blev der foretaget beslibning til krone af tanden og den 30. januar 2014 blev kronen cementeret fast på tanden. Den 13. februar 2014 var tanden øm ved tygning og der blev aflastet i sammenbiddet. Den 19. april 2014 kontaktede patienten tandlægen ved en mail, da der havde været en tandbyld foran tanden. I den forbindelse blev patienten informeret om, at tanden skulle rodbehandles gennem kronen. Patienten kontaktede efterfølgende en ny tandlæge, som fandt, at røntgen fra 1. maj 2014 viste betændelse ved tandens rodspids. Der blev derfor den 5. maj 2014 påbegyndt rodbehandling af tanden, som blev afsluttet den 22. maj 2014. Ifølge journalen fra den 29. januar 2015 viste røntgenbillede heling.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til en ny rod- og kronebehandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 29. marts 2016 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at det forhold, at en tand efter kronebehandling må rodbehandles, ikke er en erstatningsberettigende skade. Den komplikation indtræder i ca. 10% af tænder, der restaureres med krone. Det kan være tandens oprindelige lidelse fraktur/revne eller forhold i forbindelse med kronefremstillingen, der har medført behov for rodbehandling.

Codan fandt videre, at et røntgenbillede fra 1. maj 2014 viser tanden 7- med underskud af kronemateriale og utilstrækkelig tilpasning til tandstubben på tandens fremad-vendende flade.

Codan fandt herefter, at kronebehandlingen på tanden 7- kan omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. loven. Et eventuelt krav om tilbagebetaling for den første kronebehandling må i stedet fremføres overfor den tandlæge, der har udført behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Codan fandt således sammenfattende, at der ikke er sket en skade omfattet af loven og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder, at behovet for rodbehandling ikke er en følge af den udførte krone-behandling men derimod en følge af grundlidelsen rodspidsbetændelse. Der er således tale om udskudt behandling. Det forhold, at behandlingen ikke er blevet udført på et tidligere tidspunkt, har ikke medført en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

I øvrigt bemærkes det, at det fremgår af sagens akter, at honoraret for den udførte kronebehandling skal tilbagebetales. En ny kronebehandling kan således foretages på samme betingelser som forud for den oprindelige kronebehandling.