Skip to content

3413-16

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil og mulig parietal perforation. TSAN hjemviste sagen til Codan med henblik på indhentelse af yderligere materiale.

Knækket rodfil og mulig parietal perforation. TSAN hjemviste sagen til Codan med henblik på indhentelse af yderligere materiale.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 49-årig mand, der den 13. september 2013 fik indledt rodbehandling af tanden 7- på grund af smerter. Tanden blev rodbehandlet ved flere seancer frem til maj 2015, men det lykkedes ikke at udrense rodkanalerne til rodspidserne eller at få ro i tanden. Den 11. maj 2015 henvendte patienten sig til en anden tandlæge på grund af voldsomme smerter fra tanden 7-. Tandlægen fandt, at tanden 7- sad løs og at der var rødme foran tænderne 7- og 6-. Røntgen fandtes at vise en påbegyndt rodbehandling af tanden 7-, mulig gennembrydning af rodoverfladen ca. midtrods og en knækket rodfil ved rodspidsen i den forreste rod. Der blev herefter foretaget en fornyet oplukning og udrensning af tre rodkanaler for blodrester m.v. , hvorefter rodkanalerne kunne udtørres. Der blev ilagt mellemseancedepot og røntgen blev tillige beskrevet med rodspidsbetændelse ved tanden 6- Desuden blev prognosen for tænderne 7- og 6- vurderet til at være dårlig. Ifølge journalen fra den behandlende tandlæge blev det aftalt den 22. maj 2015, at tanden 7- skulle trækkes ud på grund af fortsat blødning og symptomer.

Patienten søger nu om erstatning for, at tanden 7- mistes.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. august 2016 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk.1.

Codan fandt på baggrund af materialet i sagen, at rodbehandlingen af tanden 7- kan færdiggøres og gennemføres normalt.

Codan fandt derfor, at det forhold, at en behandling ikke er lykkes, ikke er en erstatningsberettigende skade i lovens forstand og der kan derfor ikke ydes erstatning hertil.

Codan fandt dog, at hvis det senere viser sig, at den knækkede rodfil, der på røntgen ses at sidde ved rodspidsen, medfører et behov for yderligere behandling, kan sagen genanmeldes med henvisning til dette skadenr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at det ikke på det foreliggende grundlag kan afgøres, om der er sket en skævboring.

Sagen hjemvises derfor til Codan med henblik på indhentelse af en 3D-scanning og Codans vurdering af sagen, hvor 3D-scanningen indgår i grundlaget for afgørelsen.