Skip to content

3425-16

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Behandling med opbygning og krone og efterfølgende tab af tand. En behandling, der ikke er lykkedes. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behandling med opbygning og krone og efterfølgende tab af tand. En behandling, der ikke er lykkedes. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 77-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen med smerter fra tanden -3. Det blev konstateret, at der var behov for rodbehandling af tanden på grund af betændelse. Rodbehandlingen blev udført den 28. september 2010 med røntgenkontrol og en plastfyldning. Den 25. juni 2013 blev der konstateret caries i tanden -3, som derfor blev behandlet med en plastfyldning. Ifølge journalen blev der ikke givet garanti på behandlingen. Den 28. august 2015 henvendte patienten sig med knækket -3, som fandtes at være knækket af i niveau med tandkødet og lige over knogleniveau. Der blev taget røntgen af tanden, som fandtes at vise intet abnormt apikalt. Det blev derfor besluttet at forstærke tanden med en støbt opbygning og krone. Den 21. september 2015 blev der cementeret støbt opbygning og krone på tanden -3. Patienten henvendte sig igen den 22. september 2015 på grund af kraftig ømhed fra venstre side af underkæben under tygning. Ifølge journalen virkede kronen på tanden -3 let løs, men den kunne ikke fjernes. Der blev derfor aftalt ny tid til kontrol af tanden, og det blev noteret, at den støbte opbygning og krone eventuelt skulle laves om. Ifølge journalen blev der noteret afbud den 12. oktober, 29. oktober, 9. november, 2. december 2015 og den 7. januar 2016. Den 14. marts 2016 blev der taget røntgen af tanden -3, som viste sufficient stiftudboring. Den gamle MK-krone og støbte opbygning blev herefter delt og fjernet uden komplikationer. Desuden blev der præpareret til krone samt taget aftryk hertil. Endvidere blev provisoriet cementeret med svag cement. Patienten henvendte sig den 15. marts 2016 med aftagende ømhed og hævelse ved regio -3. Der blev ordineret antibiotika og tilstanden skulle observeres. Den 23. marts 2016 var der en tandbyld ved -3 og patienten blev informeret om, at tanden måske var revnet. Desuden blev det anbefalet at trække tanden ud og erstattes den med protese. Der blev herefter udskrevet en ny antibiotika-kur. Den 4. april 2016 var der stadig let hævelse facialt for -3. På grund af mistanke om rodfraktur blev det aftalt, at tanden skulle fjernes. Det blev desuden noteret i journalen, at resttandsættet i underkæben var præget af mange større fyldninger samt reduceret fæste. Det blev derfor anbefalet at få fjerne tænderne 4-,3-,1-,-1,-2,-3 for fremstilling af hel underkæbeprotese. Dette ønskede patienten imidlertid at overveje nærmere. Tanden -3 blev herefter fjernet den 19. april 2016. Den 26. maj 2016 blev tænderne 4-,3-,1-,-2 fjernet og der blev udleveret en hel underkæbeprotese. Ifølge journalen herfra skulle patienten refunderes honoraret for den udførte opbygning og kronebehandling af tanden -3.

Patienten søger nu om erstatning på grund af forkert beslutning fra tandlægens side. Hele grundlaget og fundamentet er væk og patienten har fået ødelagt sit liv med protese i undermunden. Patienten søger derfor også om godtgørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. oktober 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er blevet påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at røntgenbilledet af 28. september 2010 viser tanden -3 med meget lidt tandsubstans til et niveau, som er lige over knogleniveau. Kronedelen ses som stærkt svækket.

Tryg fandt derfor, at det med overvejende sandsynlighed har været en revne i tanden -3, som i kombination med tandens begrænsede mængde resttandsubstans medførte, at behandlingen med opbygning og krone ikke kunne udføres med en rimelig holdbarhed.

Tryg fandt således, at behandlingen med opbygning og krone til tanden -3 ikke er lykkedes. Det forhold, at en behandling ikke lykkes, er ikke en skade i lovens forstand. Der kan derfor ikke ydes erstatning hertil, hvorfor patienten ikke er berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 10. oktober 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at røntgenbilleder fra 2010 viser, at tanden -3 allerede på daværende tidspunkt var en stærk svækket tand. Der er derfor tale om, at behandlingen med opbygning og krone ikke er lykkedes. Det forhold, at man forsøgte en behandling med opbygning og krone, som ikke lykkedes, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

For så vidt angår eventuel tilbagebetaling af honorar for de udførte behandlinger skal nævnet henvise til vedlagte brochure.