Skip to content

3441-16

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandkød og støttevæv - Tandrensning

Beskrivelse:

Tandrensninger og tilbagetrækning af tandkød samt tabt fyldning. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Tandrensninger og tilbagetrækning af tandkød samt tabt fyldning. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 47-årig mand, der var til undersøgelse hos den behandlende tandlæge for første gang den 11. november 2008. Patienten ønskede at få pålagt plast på tanden 7+, da denne ikke havde den rigtige facon. Der blev derfor pålagt plast svarende til tyggefladen. Ved 2. besøg den 29. april 2009 blev der konstateret følsomme tandhalse, som efterfølgende flere gange blev behandlet med fluorlakering for at mindske symptomerne fra tænderne. Der blev ligeledes i perioden fra den 11. november 2008 og frem til den 17. september 2014 foretaget i alt 14 tandrensninger. Desuden blev tanden -4 behandlet med en fyldning den 17. september 2014, da fyldningen var tabt. Den 24. december 2014 henvendte patienten sig hos en anden tandlæge med tabt fyldning i tanden -4. Tanden -4 blev derfor behandlet med en ny fyldning. Patienten skiftede igen tandlæge den 24. april 2015, hvor det bl.a. blev konstateret, at der var ændret bid svarende til tænderne 6+ og 6-. Den 11. august 2015 blev det konstateret, at der var forandring i kindslimhinden ud for tanden 7+, som kunne være en bristet blære. Den 1. september 2015 blev tanden 6- behandlet med en fyldning og i den forbindelse blev det konstateret, at der var en sprække i den gamle sølvfyldning samt begyndende caries under fyldningen. Den 22. september 2015 var fyldningen igen tabt i tanden -4, som derfor igen blev behandlet med en ny fyldning hos anden tandlæge.

1. instans afgørelse:

I brev af 4. august 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt herefter, at behandling med tandrensninger er udført i overensstemmelse med, hvad der efter tandlægefaglig videnskab og erfaring har været det bedst mulige i den givne situation. Behandlingen har således været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard på det pågældende område. I den forbindelse fandt Tryg, at der på 6 år er foretaget 14 tandrensninger, hvilket er i overensstemmelse med normal praksis på patienter, der ikke lider af fordybede tandkødslommer. Ifølge røntgen fra den 24. april 2015 lider patienten ikke af fordybede tandkødslommer. Det er desuden Trygs vurdering, at eventuelle manglende tandrensninger ikke har haft negative konsekvenser for tandsættet som helhed.

Tryg fandt videre, at behandlingen eller mangel på samme hos tandlægen med overvejende sandsynlighed ikke har medført, at patientens tandkød i højre side af overmunden og undermunden har trukket sig tilbage.

Tryg fandt derimod, at det mere sandsynligt skyldes, at patienten har børstet for hårdt på tænderne og tandkødet, som har medført, at tandkødet har trukket sig tilbage, hvorved der er opstået følsomme tandhalse.

Tryg fandt endvidere, at selv om behandlingen med fyldning i tanden -4 den 17. september 2014 muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få en ny fyldning, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af tandstatus. Det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling for honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udført behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Regionstandlæge-nævnet.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 4. august 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at de udførte tandrensninger er årsagen til, at tandkødet har trukket sig tilbage ved nogle af patientens tænder.

For så vidt angår den tabte fyldning i tanden -4 finder nævnet, at behandlingen kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.