Skip to content

3398-16

Skadetype: Manglende diagnostik - Parodontose
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Parodontose

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af parodontitis. Erstatningens omfang og fradrag. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling af parodontitis. Erstatningens omfang og fradrag. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 55-årig mand, der ifølge det oplyste har konsulteret tandlægen siden 2001. Der foreligger dog alene journal fra 2003 til 2015. Ifølge det oplyste blev der i 2002 fremstillet en bro ved regio 7+,6+,5+,4+ og i 2003 blev der fremstillet en bro ved regio 7-,6-5-. Af journalen fremgår det, at der i regelmæssige perioder er foretaget kliniske undersøgelser og almindelig tandrensning. Den 27. august 2008 blev der cementeret en bro ved regio +5,+6,+7. Den 6. oktober 2009 og igen den 7. april 2009 blev broen fra 7+ til 4+ recementeret. Den 22. januar 2010 blev det noteret, at broen 7+,6+,5+,4+ mistes på grund af fraktur. Efter skift til ny tandlæge i december 2014 blev der konstateret behov for behandling med fjernelse af flere tænder og erstatning af disse med aftagelig protese. Desuden blev det stillet i udsigt, at der skulle foretages parodontosebehandling. I 2015 var broen ved regio +5,+6,+7 løs og blev fjernet af ny tandlæge.

Patienten søger nu om erstatning som følge af manglende/ fejlagtigt behandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 15. august 2016 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at der ikke kan tilkendes erstatning for tab af tænderne 7+,6+,5+,4+ og +6, idet disse er mistet af andre årsager end den forsinkede parodontosebehandling.

Fradraget for de sparede udgifter er begrundet i det behov for behandling, som patienten ville have haft, såfremt behandlingen af hans paradentose var iværksat rettidigt. Patientforsikringen dækker alene udgifter, der er en følge af skaden og derfor ikke udgifter, som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder. Det tiltrædes desuden, at fradraget er fastsat til 500 kr. pr. år i 9 år, svarende til et fradrag på i alt 4.500 kr.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, og § 2, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.

Hvis der senere mistes yderligere tænder som følge af parodontosen, ud over de tænder som har Codan taget stilling til, skal der fremsendes dokumentation herfor inklusiv behandlingsoverslag til Codan, som herefter vil tage stilling til, om der kan ydes erstatning herfor.