Skip to content

3435-16

Skadetype: Skade på rod - Boreskade
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling med gennemboring til følge er ikke årsag til det efterfølgende behandlingsbehov. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rodbehandling med gennemboring til følge er ikke årsag til det efterfølgende behandlingsbehov. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 64-årig kvinde, der den 18. december 2012 fik foretaget en overfladisk rodbehandling af tanden 5-. Tanden blev herefter restaureret med en firefladet plastfyldning. Der fandtes indikation for rodbehandling og patienten blev informeret om prognosen. Den 11. juli 2013 blev fyldningen lavet om i tanden. Den 11. juni 2015 blev der diagnosticeret indikation for rodbehandling af tanden og den 29. juni 2015 blev der indledt rodbehandling på grund af rodspidsbetændelse. I forbindelse med rodbehandlingen skete der en gennemboring af tandens yderflade i tandhalsen, hvorfor kanalen blev forseglet. Ifølge journalen blev patienten ikke informeret herom og det blev besluttet at vente. Den 3. august 2015 havde patienten ingen subjektive gener, men røntgen fandtes at vise apikale problemer. Den 19. november 2015 blev gennem-boringshullet aflukket med plast og patienten blev anbefalet udtrækning af tanden. Den 31. marts 2016 blev der taget røntgen af tanden, som fandtes at vise rodspidsbetændelse samt ringe koronal restaurering. Tanden blev herefter rod- og plastfyldt. Den 19. maj 2016 blev der isat en rodstift og tanden blev opbygget i plast efter røntgenkontrol.

Patienten søger nu om erstatning for ødelæggelse af kronen 5- med en protetisk krone som erstatning.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. september 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at tandkronen på tanden 5- allerede den 18. december 2012 havde en restaureringsgrad på minimum 80% og derfor en høj grad af svækkelse. Behovet for kronebehandling var derfor allerede aktuel den 18. december 2012. I den forbindelse fandt Tryg, at en så stor restaurering ikke permanent ville kunne forsegle tanden og holde belastningerne i almindelig tyggefunktion, hvorfor der var behov for kronebehandling.

Tryg fandt derfor, at kronebehandlingen nu kan gennemføres med samme udgangspunkt som tilfældet før gennemboringen, fordi det er muligt at etablere et solidt ringgreb om tanden i hele dens omkreds. Derfor har gennemboringen ikke ændret på hverken tandens behandlingsbehov eller på muligheden for at gennemføre behandlingen.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 7. september 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at røntgen af 31. marts 2016 viser et stort substanstab i kronen på tanden 5-, som ikke skyldes gennemboringen. Behovet for stift- og kronebehandling er derfor ikke en følge af gennemboringen, men en følge af tandens grundlidelse i form af caries og efterfølgende behov for behandling.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.