Skip to content

3292-16

Skadetype: Nerveskade
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Udtrækning af tand i overkæben med efterfølgende nerveskade til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Udtrækning af tand i overkæben med efterfølgende nerveskade til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 47-årig kvinde, der den 18. november 2011 fik behandlet tanden 6+ med en plastfyldning på grund af caries hos daværende tandlæge. Den 30. april 2015 havde patienten smerter i området og ifølge journalen viste tanden tegn på revnedannelse. Der blev derfor ilagt desinficerende materiale, og patienten blev informeret om, at tanden efter ca. en måneds observation skulle behandles med en plastfyldning. Den 2. maj 2015 havde patienten smerter fra tanden og henvendte sig derfor til en akuttandlæge i udlandet. Her blev der påbegyndt rodbehandling af tanden samme dag, og den 3 maj 2015 var der hævelse omkring tanden. Akuttandlægen ordinerede derfor penicillin. Den 12. maj 2015 henvendte patienten sig til den behandlende tandlæge, som diagnosticeret en revne mellem tanden 6+’s rødder. Tanden blev derfor fjernet samme dag ved en mindre operation under anlæggelse af bedøvelse med Xylopyin. I den forbindelse blev tanden delt i tre stykker og de enkelte rødder blev fjernet. Såret blev oprenset og skyllet og der blev ordineret bredspektret penicillin. Patienten havde fortsat smerter og henvendte sig derfor igen den 18. maj 2015. Det blev noteret i journalen, at helingen forløb uden komplikationer og at panoramarøntgen viste ingen sygelige tilstande. Efterfølgende blev patienten undersøgt af en øre-næse-halslæge, som ordinerede penicillin mod bihulebetændelse.  Den 2. juni 2015 fandt øre-næse-halslægen, at patienten skulle henvises til CT-scanning af ansigtsskelettet for nærmere udredning. Den 25. juni 2016 viste scanningen frie forhold overalt i ansigt og bihulesystem. Efterfølgende blev patienten set af Tand-Mund- og Kæbekirurgisk ambulatorium den 20. august 2015, som fandt, at der tilsyneladende var tale om, at maxillarisnerverne i det pågældende område havde taget skade af infektion eller ekstraktion. Patienten blev informeret om, at det kunne tage tid for opheling og det blev aftalt at se tiden an. Patienten skulle derfor komme til kontrol en måned senere. Ved kontrol den 17. september 2015 oplyste patienten, at der ikke var nogen ændring siden sidst. Det blev konkluderet, at der tilsyneladende ikke var nogen infektionstilstand i hverken tænder, bihule eller maxilknogle og at der formentlig var tale om en let form for nerveskade opstået enten ved den kroniske infektion eller den operative fjernelse af tanden. Der blev aftalt ny kontrol 1½ måned senere. Den 9. november 2015 blev patienten informeret om, at der ikke umiddelbart foreligger nogen ændringer, der kan forklare hendes problemstilling. Der er formentlig tale om en ændring i følesansen, og at der ikke kan tilbydes yderligere behandling heraf, som kan garantere en forbedring i hendes nuværende symptomer. Patienten blev derfor afsluttet. Af journalen fra den 10. december 2015 fra den behandlende tandlæge fremgår det, at der var en ændret følelse i området for tanden 6+.

Patienten søger nu om erstatning, da hun har føleforstyrrelser samt ubehag/ smerter i højre kæbe efter udtrækning af tanden 6+.

1. instans afgørelse:

I brev af 13. maj 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og nr. 4.

Tryg fandt, at patienten havde smerter fra tanden 6+, inden behandlingsforløbet af tanden blev påbegyndt, og at tanden blev forsøgt behandlet ad flere omgange forinden, at den på korrekt, faglig indikation ved operation den 12. maj 2015 blev delt og fjernet.

Tryg fandt derfor, at behandlingen er udført i overensstemmelse med, hvad der efter tandlægefaglig videnskab og erfaring har været det bedst mulige i den givne situation. Behandlingen har således været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard på det pågældende område.

Tryg fandt videre, at skaden i form af smerter fra området omkring tanden 6+ ikke er tilstrækkelig sjælden til at opfylde lovens krav om sjældenhed. I den forbindelse har Tryg lagt vægt på, at patienten inden nødvendig behandling med midlertidigt desinficerende materiale, påbegyndt rodbehandling og operativ fjernelse havde smerter i området for tanden 6+. Det forhold, at der opstår smerter, er i sig selv ikke en skade. De efterfølgende gener i området for tanden 6+, som nu er bedret, vurderes dermed ikke at være tilstrækkelig alvorlige og sjældne i forhold til grundlidelsen til, at det kan anerkendes som en skade.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning i henhold til loven.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 4 og ændrer dermed Trygs afgørelse af 13. maj 2016, som anført nedenfor.

På baggrund af den neurosensoriske undersøgelse af 29. marts 2017 finder nævnet, at skaden i form af klar nervepåvirkning med smerter er tilstrækkelig sjælden og alvorlig i forhold til grundlidelsen. Det bemærkes hertil, at nerveskader i forbindelse med tandudtrækninger i overkæben er yderst sjældent forekommende.

Nævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at der foreligger en erstatningsberettigende nerveskade efter ovennævnte lovbestemmelser.

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på at træffe afgørelse om erstatningens størrelse og omfang.