Skip to content

3486-17

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Behov for rodbehandling og fyldninger efter almindelig fyldningsbehandling. Erstatning for udgifterne til massage og akupunktur. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behov for rodbehandling og fyldninger efter almindelig fyldningsbehandling. Erstatning for udgifterne til massage og akupunktur. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 44-årig kvinde, der opsøgte klinikken i januar 2015 for afklaring af, hvorvidt amalgamfyldninger havde en negativ effekt i forbindelse med mave-tarm problemer efter tidligere infektion. I den forbindelse blev det aftalt, at amalgamfyldningerne skulle udskiftes med to ad gangen med to måneders interval. Fyldningerne i tænderne +7 og +6 blev herefter udskiftet den 20. januar 2015, mens fyldningerne i tænderne 7+,6+,7- og 6- blev udskiftet til plastfyldninger den 17. marts 2015. Den 20. april 2015 blev der taget røntgen af tanden 6+ samt foretaget individuel forebyggende behandling. Det blev i den forbindelse noteret, at der forventes ro i tanden 6+ i løbet af nogen dage. Den 6. maj 2015 henvendte patienten sig hos sin almindelige tandlæge, da der fortsat var ømhed ved tanden 6+. Plasten blev derfor fjernet. Den 8. maj 2015 havde patienten fortsat smerter fra tanden 6+ og der blev derfor indledt rodbehandling af tanden. Den 21. maj 2015 havde patienten fortsat smerter i både overkæbe og underkæbe, men patienten følte, at det stammede fra overkæben. Der var smerter ved koldt og varmt og patienten havde det generelt skidt og ondt i bihulen, selvom der ikke var betændelse. Den 22. maj 2015 blev tanden 7+ rodbehandlet. Den 26. maj 2015 var der fortsat smerter ved tanden 6+ og patienten havde det stadig skidt. Tanden 6+ blev derfor rodbehandlet igen. Den 27. maj 2015 havde patienten smerter i underkæben og især ved tanden 7-, men der var nu kommet ro i overkæben. Den 28. maj 2015 var der ro i underkæben, mens overkæben var begyndt at genere. Der var ikke tale om bankende smerte, men det gjorde ondt. Den 29. maj 2015 var patienten syg med influenzalignende symptomer, men det var lidt bedre i tænderne. Den 4. juni 2015 var der uro i tanden 6- og i overkæben, men ingen smerter. Den 9. juni 2016 havde patienten så ondt i tænderne 6+ og 6-, at hun nærmest var klar til at få dem trukket ud. Den 15. juni 2015 havde patienten fortsat meget ondt i tænderne, og ugen havde været helt forfærdelig. Ifølge journalen kunne patienten ikke holde sine smerter ud mere og insisterede på at få fjernet tanden 6+. Tandlægen gik derfor med til at fjerne tanden. Den 16. juni 2015 havde patienten det bedre, end hun længe havde haft, men den 17. juni 2015 havde patienten igen meget ondt i underkæben. Den 18. juni 2015 blev tanden 7- rodbehandlet og den 22. juni 2015 havde patienten mange smerter ved tanden 6-. Ifølge journalen fra den 23., 25., 26., og 27. juni 2015 havde patienten fortsat mange smerter i tænderne 6- og 7-. Den 29. juni 2015 blev det noteret, at det gik bedre i overkæben, men der var fortsat gener fra underkæben. Desuden fik patienten ondt i maven af alt det smertestillende medicin, som hun tog. Den 3. juli 2015 henvendte patienten sig for at snakke om det videre forløb. Ifølge journalen var patienten kørt helt ned på grund af smerterne og havde fortsat smerter fra overkæben. Det blev drøftet at lave en henvisning til en smerteklinik og det blev aftalt, at patienten skulle kontakte dem, hvis hun ønskede en henvisning. Den 6. juli 2015 havde patienten fortsat voldsomme smerter, som havde været tilstede i hele weekenden. Smerterne i underkæben var meget voldsomme i regio 7- og 6-. Den 7. juli 2015 orienterede patienten tandlægen om, at hun havde været på kæbekirurgisk afdeling, som mente, at smerterne skyldtes infraktioner i tænderne. De havde derfor anbefalet, at tænderne 7,6- og +6 blev rodfyldt og fyldt med plast samt påsat kroner. Behandlingerne blev derfor påbegyndt den 8. juli 2015 og frem til den 28. august 2015. I samme periode fik patienten en bidskinne, som blev justeret ad flere omgange. Ifølge journalen fra den 28. august 2015 var tandlægen sikker på, at alt betændelsen var væk. Patienten havde dog fortsat mange spændinger og hovedpine. Den 17. september 2015 blev det noteret, at det generelt gik bedre. Den 29. september 2015 var patienten spændt i muskulaturen igen, og man mente, at det skyldtes biddet. Den 9. oktober 2015 havde patienten det bedre, men var fortsat meget spændt. Ifølge journalen fra den 20. november 2015 gik patienten fortsat til massage, hvilket hjalp. Patienten havde stort set ingen problemer mere. I perioden fra den 20. november til den 16. marts 2016 blev tænderne slebet en smule og der blev foretaget småjusteringer. Ifølge journalen fra den 7. oktober 2016 fik det rigtig godt, og der var intet abnormt i forhold til patientens kæbeled.

Patienten søger nu om erstatning for den mistede tand, fem rodbehandlinger, de mange smerter, behandlingerne for tilretning af bid samt for kæbespændingerne.. Desuden for at være gået ned i tid.

1. instans afgørelse:

I brev af 12. oktober 2016 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at bite wings fra den 5. maj 2013 viser, at tænderne 7+,6+,7- og 6- før behandlingen var forsynet med mindre plastiske fyldninger på tyggefladerne.

Codan fandt videre, at udboringen af fyldningerne har medført skade på tandnerven i tænderne. Bedst mulig behandling havde indebåret, at udboringen af tænderne havde fundet sted med sikring af tilstrækkelig køling, så overophedning af tænderne kunne være undgået. Behovet for rodbehandling og plastfyldning i tænderne 7+,6+,7- samt tab af tanden 6+ skyldes derfor behandlingen den 17. marts 2015.

Patienten er herefter berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med behandlingerne af tænderne 7+,6+,7- og 6- på i alt 19.765,28 kr.

Codan fandt videre, at patienten er berettiget til 1.449,76 kr. i erstatning for afholdte transportudgifter.

Codan fandt endvidere, at regningen på 3.921,21 kr. samt beløb på 290,82 kr. og 1.953 kr. ikke kan erstattes, da disse stammer fra de behandlinger, som var årsagen til skaderne på tænderne 7,6+6,7 og 7,6-.

Codan fandt desuden, at akupunktur og massage ikke har haft nogen dokumenteret effekt til, at smerterne i munden gik væk, eftersom smerterne havde årsag i skaden på tandnerverne i de behandlede tænder. Desuden vurderes det, at patientens smerter i munden ophørte på grund af tandlægebehandlingerne og behandlingen med bidskinnen.

Codan fandt videre, at hvis patienten ønsket et implantat, kan rimelige udgifter hertil erstattes. Hvis patienten ikke ønsker et implantat, er hun berettiget til en kompensation på 4.000 kr. for tabet af tanden 6+.

Codan fandt desuden, at det ikke fremgår af materialet, at patienten skulle have haft løntab i perioderne fra 8. maj 2015 til 6. juli 2015, fra den 6. juli til 14. juli 2015 og fra 20. juli til 25. juli 2015.

For så vidt angår perioden fra 1. august 2015 og frem fandt Codan, at de have brug for at få oplyst, hvorfor patienten gik ned i tid på netop dette tidspunkt og om timeantallet nu permanent er på 27,75 timer.

Codan fandt videre, at patienten har haft orlov uden løn fra den 4. januar til 24. januar 2016. Patienten har uden tvivl været igennem et meget hårdt forløb startende i maj 2015, men det fremgår også af journalen, at patienten i slutningen af september 2015 oplevede en klar forbedring og nedgang i smerteniveauet og at patienten i oktober 2015 havde det meget bedre. I november 2015 havde patienten stort set ingen problemer længere.

Codan fandt derfor, at på tidspunktet for patientens orlov i januar 2016 var hun faktisk smertefri, udover spændingerne i kæbemuskulaturen, som patienten kunne holde i skak med massage.

Codan fandt derfor, at patienten ikke kan få erstattet sit løntab for denne periode, eftersom patienten var smertefri, ingen sygemelding fra egen læge og patienten selv valgte at holde orlov uden løn.

Codan fandt, at patientens tandlægejournal meget grundigt og detaljeret beskriver patientens forløb fra den 6. maj 2015 og frem til slutningen af september, hvor hun havde konstantes stærke smerter.

Codan fandt derfor, at patienten er skønsmæssigt berettiget til godtgørelse for perioden fra 6. maj til 1. oktober 2015. Godtgørelse for svie og smerte udgør herefter 29.070 kr.

Codan fandt endvidere, at patientens gener udgør en méngrad på under 5%, hvorfor patienten ikke er berettiget til godtgørelse for varigt mén. Desuden er patientens erhvervsevne ikke varigt nedsat som følge af patientskaden.

Slutteligt fandt Codan, at patienten er berettiget til renter af de tilkendte erstatninger i alt 50.285,04 kr. fra den 11. november 2015. Renterne udgør herefter udgør 3.756,85 kr.

I brev af 13. december 2016 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 25.232,56 kr.

Codan fandt fortsat, at akupunktur og massage ikke har nogen lægelig dokumenteret effekt til, at smerterne i munden gik væk og at smerterne havde årsag i skaden på tandnerverne i de behandlede tænder. Grunden til patientens spændinger skyldes ifølge Codan, at patienten i mange måneder i 2015 havde så stærke og konstante smerter, at hele muskulaturen i kæbe, nakke og skuldre blev alvorligt påvirket. Massage og akupunktur vurderes at have haft en lindrende effekt, men ikke en helbredende effekt for smerterne i munden.

Codan fandt videre, at behandlingsoverslag på implantatbehandling i regio 6+ på 25.232,56 kr. kan godkendes.

Codan fandt videre, at patienten ikke kan få erstattet hendes løntab for perioden 1. august 2015 og frem, da patienten ikke havde en sygemelding fra egen læge vedrørende den nedsatte tid i denne periode og der er ingen lægelig dokumentation for den nedsatte arbejdstid.

Codan fandt ligeledes, at patienten ikke kan få erstattet hendes løntab for perioden fra den 4. januar til den 24. januar 2016, da hun var smertefri og selv valgte at holde orlov uden løn og ingen sygemelding fra egen læge.

For så vidt angår godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne er der taget stilling hertil i afgørelsen af 12. oktober 2016.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelser af 12. oktober 2016 og 13. december 2016 med de af Codan anførte begrundelser.

Nævnet finder, at der ikke kan tilkendes erstatning for udgifterne til massage og akupunktur, da disse behandlinger ikke med overvejende sandsynlighed har en helbredende effekt jf. erstatningsansvarslovens § 1.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.

For så vidt angår erstatning for eventuel tabt arbejdsfortjeneste henvises der til nævnets afgørelse i ankesag nr. 3485/17.