3447-16

Beskrivelse:

Brobehandling og efterfølgende behov for bidfunktionsbehandling. Forældet. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 72-årig mand, der fik trukket tænderne +1,+5 og +6 ud på grund af smerter og dårlig prognose. Der blev herefter taget aftryk til en tre-leddet og en 9-leddet bro fra 6+ til +1 og +3 til +6 den 7. maj 2009 og den 28. maj 2009 blev broen monteret. Patienten kontaktede tandlægen den 25. juni 2009 på grund af smerter og tænderskæren, og der blev ordineret Ibumetin. Den 7. juli 2009 blev der taget aftryk til bidskinne, som blev isat og tilpasset den 15. juli 2009. Broen blev herefter tilpasset den 17. september 2009 og den 1. februar 2010 blev bidskinnen beslebet, da patienten følte, at biddet ikke passede. Patienten blev informeret om, at man ikke kunne gøre mere med hensyn til biddet. Den 22. april 2010 oplyste patienten, at det var svært at holde broen rent og han følte, at han bed forkert ved brug af bidskinnen. Ved undersøgelse fandt man dog en god tilpasning og tænderne blev herefter pudset. Desuden blev patienten anbefalet at bruge en blødere tandbørste. Ved undersøgelse den 27. september 2010 blev konstateret en kraftig beslibning af hele tandsættet generelt inkl. den isatte bro. Ifølge journalen havde patienten slebet på sine tænder, da han ønskede dem mere glatte. Patienten havde ondt i kæbeleddet og ønskede en henvisning til en kæbekirurgisk operation. Bidskinnen blev kontrolleret og patienten blev informeret om, at man ikke kunne gøre yderligere. Den 17. juni 2011 blev der taget aftryk til en ny bidskinne, da patienten ikke følte, at den passede. Patienten fandt, at bidfunktionen var dårlig og ønskede dette rettet. Ved undersøgelse den 5. juli 2011 fandt man et pænt sammenbid, men med spor efter de gange, hvor patienten havde ønsket tænderne beslebet. Det blev noteret, at det var svært at genkende det oprindelige arbejde og man ønskede ikke at slibe mere på broen, da den fremstod langt fra det optimale på grund de gentagne beslibninger. Patienten oplyste, at han havde ondt i tænderne ved tandbørstning og ønskede en ny bidskinne, da den gamle var blevet bidt i stykker. Den 4. oktober 2011 blev patientens behandlingsforløb drøftet. Da patienten følte, at han stadig havde bidfunktionsproblemer, blev det aftalt, at patienten skulle have en second opinion. Af journalnotet fra den 12. marts 2012 fremgår det, at det blev vurderet, at patienten var korrekt behandlet og at hans gener skyldtes bl.a. tænderskæren og atypiske ansigtssmerter. I den forbindelse blev det understreget, at der ikke burde slibes yderligere på restaureringerne. Den 24. maj 2013 oplyste patienten, at han havde ondt i samtlige tænder inkl. implantat og den 8. juli 2013 kontaktede patienten klinikken, da han var utilfreds og ønskede at klage.

Patienten søger nu om erstatning for de langvarige skader, smerter samt psykiske mén, som er opstået som følge af behandlingen.

1. instans afgørelse:

I brev af 26. september 2016 traf Tryg afgørelse om, at patienten ikke er berettiget til erstatning, da kravet er forældet jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 59, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten senest den 8. juli 2013 fik kendskab til, at der i forbindelse med brobehandlingen fra 2009 og frem eventuelt er sket en skade.

I den forbindelse fandt Tryg, at det fremgår af materialet, at patienten den 1. februar 2010 oplyste, at biddet efter brobehandlingen ikke passede. I perioden frem til juli 2011 blev patienten jævnligt behandlet med beslibninger, da han følte, at broen ikke passede og bidskinnen blev justeret. Det fremgår af journalen, at patienten adskillige gange blev oplyst, at man ikke kunne gøre mere. I juli 2011 oplyste patienten, at han havde smerter og i oktober 2011 blev patienten henvist til en professor i bidfunktioner for en second opinion på grund af smerter ved sammenbid, fantomsmerter ved broen og smerter fra alle tænderne. Den 24. maj 2013 havde patienten stadig ondt i samtlige tænder og den 8. juli 2013 oplyste han, at han ønskede at klage over behandlingen.

Tryg fandt videre, at forældelsesfristen på 3 år begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor patienten fik eller burde have fået kendskab til, at der i forbindelse med behandlingen muligvis er sket en skade. Derimod er tidspunktet for kendskabet til skadens omfang og følgevirkninger uden betydning for spørgsmålet om forældelse. Det har heller ingen betydning for spørgsmålet om forældelse, at patienten ikke tidligere var opmærksom på muligheden for at søge erstatning.

Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning har først modtaget patientens anmeldelse den 5. august 2016, hvilket er mere end 3 år efter, at patienten fik kendskab til, at der i forbindelse med behandlingen muligvis er sket en skade. Patientens krav er derfor forældet.

I øvrigt gøres der opmærksom på, at den 3-årige forældelsesfrist i KEL § 59, stk. 1, går forud for den 10-årige forældelsesfrist i KEL § 59, stk. 2. Den 10-årige forældelsesfrist er derfor uden betydning for sagen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 26. september 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Som anført i Trygs afgørelse, forældes et krav 3 år efter, at patienten fik eller burde have fået kendskab til skaden.

Nævnet finder, at patienten senest den 8. juli 2013 fik kendskab til, at der eventuelt var sket en skade som følge af de udførte brobehandlinger, da det fremgår af journalen, at patienten oplyste, at han ønskede at klage over behandlingen. 3-års fristen løb derfor senest fra dette tidspunkt og var derfor udløbet, da skadesanmeldelsen blev indgivet den 5. august 2016.

Ukendskab til loven suspenderer ikke forældelsesfristen. Patientens oplysning om, at han hele tiden har villet klage over behandlingen, men tandlægen sagde, at han ikke skulle og at de nok skulle klare det, kan derfor ikke tillægges betydning.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at et eventuelt erstatningskrav er forældet i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 59, stk. 1.