Skip to content

3360-16

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Hjemvist fra ankenævnet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Tandreguleringsbehandling udført bedst muligt under de givne omstændigheder. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Tandreguleringsbehandling udført bedst muligt under de givne omstændigheder. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 23-årig kvinde, der i 2001 blev behandlet med aftageligt apparatur på grund af krydsbid og åbent bid. Behandlingen varede et års tid, hvor man jævnligt kontrollerede tandstillingen. I 2006 blev der konstateret et tilbagefald af krydsbid og åbent bid, hvorfor man indledte ny tandregulering med fast apparatur i januar 2006. Ifølge journalen fra februar 2007 ønskede patienten apparaturet fjernet og der blev herefter indsat retentionstråde i både over- og underkæben. I sommeren 2007 konstaterede man en mindre recidiv i overkæbens front, hvilket patienten ifølge journalen accepterede. I maj 2009 klagede patienten over kæbeledsproblemer og i september 2009 blev patienten henvist til en bidfunktionsundersøgelse i kommunens regi. I den forbindelse blev der lavet en bidskinne, som havde god effekt. Behandlingen blev derfor afsluttet den 18. november 2010. I 2011 blev patienten afsluttet i den kommunale tandpleje og i den forbindelse blev det noteret, at biddet var stabilt i siderne, men patienten var åbnet lidt op i fronten, som patienten dog accepterede. Den 26. maj 2014 konstaterede anden tandlæge recidiv af tandreguleringsbehandlingen og patienten havde symptomer fra kæbe og muskler samt hovedpine. Den 22. oktober 2014 blev patienten henvist til en specialtandlæge og det blev noteret, at patientens kæbeledssymptomer var blevet forværret, siden bidskinnen knækkede 1½ år tidligere. Den 4. december 2014 blev patienten udredt hos specialtandlægen, som konstaterede recidiv med åbent bid frontalt og lateralt. Patienten blev efterfølgende den 29. maj 2015 henvist til sygehuset for vurdering af behandlingen. Den 17. november 2015 blev patienten set på sygehuset efter henvisning fra specialtandlægen med henblik på vurdering af behov for ortodontisk-kirurgisk behandling af vækstbetinget kæbeanomali. Det blev i den forbindelse vurderet, at der var indikation for kombineret ortodontisk-kirurgisk behandling og patienten blev informeret om behandlingsforløbet og risici herved.

Patienten søger nu om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. juni 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1/ lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten har modtaget tandreguleringsbehandling i perioden 2006 til 2007, hvor hun selv valgte at stoppe den aktive behandling. Desuden fremgår det af sagens akter, at patientens kæbeledssymptomer debuterede i maj 2009, hvor hun blev afhjulpet med bidskinne og patienten blev afsluttet i august 2011 med en accepteret tandstilling.

Tryg fandt videre, at patientens efterfølgende kæbeledsproblemer og den manglende tandkontakt med overvejende sandsynlighed skyldes senvækst i kæberne og ikke en følge af reguleringsbehandlingen eller mangel på samme. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 21. juni 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Indledningsvis bemærkes det, at nævnet har indhentet to udtalelser fra en specialtandlæge.

Nævnet finder på den baggrund, at tandreguleringsbehandlingen blev udført bedst muligt under de givne omstændigheder. Den analyse, der blev udført i 2015 af knoglernes opbygning og indbyrdes forhold, viste ingen tegn på ekstrem vækst og deraf følgende unormale kæbeforhold. Samtidig var tandstillingen næsten normal. 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.