Skip to content

3511-17

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og efterfølgende behov for rodbehandling. En behandling, der ikke lykkedes. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Rodbehandling og efterfølgende behov for rodbehandling. En behandling, der ikke lykkedes. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 24-årig kvinde, der den 5. december 2008 fik lavet en plastfyldning i tanden 6- på grund af caries. Den 1. april 2008 blev tanden rodbehandlet og den 8. marts 2011 blev der konstateret rodspidsbetændelse på tanden. Der blev derfor foretaget en rodspidsoperation den 15. marts 2011. Den 22. januar 2012 henvendte patienten sig igen, da hun havde symptomer fra tanden. Der blev derfor foretaget en ny rodspidsoperation den 23. januar 2012 med tre nye retro fyldninger. Den 29. september 2014 fandt ny tandlæge, at røntgen viste opklaring, men gammel journal og røntgen skulle indhentes. Den 21. april 2015 blev patienten anbefalet revision af 6-. Der blev derfor indledt revision af rodbehandlingen den 11. marts 2016 og den 29. marts 2016 blev der foretaget rodskylningsseance af tanden. Den 30. marts 2016 henvendte patienten sig med tabt midlertidig fyldning.

Patienten søger nu om erstatning for alle de udførte behandlinger samt tab af tanden.

1. instans afgørelse:

I breve af 21. september 2015/ 4. november 2016/ 8. februar 2017 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en skade omfattet af loven vedrørende tanden 6- og sagen kan ikke genoptages.

Codan fandt, at det forhold, at en behandling ikke er lykkes, ikke er en erstatningsberettigende skade i lovens forstand, og der kan derfor ikke ydes erstatning hertil.

Codan fandt videre, at rodspidsoperationen på tanden 6- kan omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen.

Codan fandt desuden, at patienten har anmodet om genoptagelse af sagen.

Codan fandt herefter, at det modtagne journal- samt røntgenmateriale ikke indeholder nye faktiske eller retlige oplysninger i forhold til det grundlag, hvorpå Codan traf afgørelsen af 21. september 2015.

I den forbindelse har Codan lagt vægt på, at det fremsendte materiale dokumenterer, at tabet af tanden 6- har årsag i tandens grundlidelse caries, som senere medførte behovet for rodbehandling.

Codan fandt derfor, at sagen ikke kan genoptages.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 8. februar 2017 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at rodbehandlingen af tanden 6- ikke er lykkedes som følge af grundlidelsen rodspidsbetændelse og ikke som følge af den udførte tandbehandling. Det forhold, at en behandling ikke lykkedes, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.