Skip to content

3526-17

Skadetype: Manglende diagnostik - Andet
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Tandbevarende behandling

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af cyste med efterfølgende tab af tand til følge. Behov for tandregulering. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling af cyste med efterfølgende tab af tand til følge. Behov for tandregulering. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 23-årig mand, der i perioden fra den 20. oktober 2008 og frem til den 18. september 2014 regelmæssigt har gået til undersøgelser hos tandlægen. Den 18. september 2014 blev det noteret i journalen, at tanden +1 havde drejet sig og var blevet skæv. Patienten blev derfor anbefalet at få rettet tanden, men han ønskede at vente med dette. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, som den 12. august 2015 stillet diagnosen kraftig stillingsændring af tanden +1. Der blev taget røntgenbillede, som fandtes at vise en stor cystisk proces, som havde forskubbet tanden +1. Patienten blev derfor henvist til sygehuset. På sygehuset blev der den 23. september 2015 foretaget en operativt indgreb, hvor en stor cyste blev fjernet. Desuden blev tanden +1 fjernet på grund af tab af tandens støtteknogle. Ifølge sygehusjournalen fra den 7. oktober 2015 var der tale om en cyste i næse- og ganeregionen og prognosen for heling af knoglen blev vurderet til at være god. Desuden blev det noteret, at den efterfølgende knogleopbygning og implantatindsættelse kan udføres i sygehusregi. Den 21. oktober 2015 blev der hos ny tandlæge fremstillet en smileprotese til regio +1 og den 3. december 2015 blev tanden +2 rodbehandlet.

Patienten søger nu om erstatning for tab af tand samt udgifterne forbundet hermed.

1. instans afgørelse:

I brev af 24. november 2016 traf Tryg afgørelsen om, at behandlingsoverslag vedrørende ortodontiske behandling med fast apparatur ikke kan dækkes.

Tryg fandt i den forbindelse, at det fremgår af journalen, at der allerede den 18. september 2014 var trangstilling og rotation af tanden +1. Det blev journaliseret, at patienten ikke ønskede dette rettet.

Tryg fandt videre, at det er oplyst, at der er en afstand på 7 mm mellem tænderne 1+ og +2. 7 mm er minimumsafstanden mellem to tænder i forbindelse med implantat-indsættelse og behandlingen kan gennemføres.

Tryg fandt herefter, at hvis patienten ønsker tandretning gennemført inden en implantatbehandling, så må en sådan betragtes som gennemførelse af en udskudt behandling, som patienten ikke ønskede tidligere. Denne del kan derfor ikke dækkes.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 24. november 2016, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at der er overvejende sandsynligt, at cysten, der er en del af den anerkendte skade, har skubbet til tanden +1, så der er opstået behov for tandregulering. Der kan derfor tilkendes erstatning for udgifterne til tandregulering forud for implantatindsættelsen, da der ikke oprindeligt ville have været behov for tandregulering.

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på en fornyet stillingtagen til det fremsendte behandlingsoverslag